ODENSE: Trods kommunal redning fra konkurs i sommer er Odense-spillestedet Kansas City nu igen i akut økonomisk krise med et behov for yderligere 0,9 mio. kr. i år fra kommunekassen. Derudover vurderer forvaltningen, at der fremover er brug for et årligt tilskud på 2,2 mio. kr. Det fremgår af indstillingen til mødet i By- og Kulturudvalget onsdag.
På et ekstraordinært byrådsmøde i juni tildelte et flertal bestående af S, SF, R og Enhedslisten ellers spillestedet halvanden mio. kr. til at klare sig resten af året.
Siden da har foreningen bag spillestedet mistet sin kassekredit på 0,5 mio. kr. og de tidligere vurderede driftsomkostninger for andet halvår af 2023 har været for optimistiske, hedder det i indstillingen.
- Vi havde et håb om, at vi kunne redde musikgrundlaget i Odense, og al den kultur der var. Det viser sig, at det har vi ikke kunne. Det var det værd, og på det tidspunkt vidste vi ikke, hvad vi ved nu, siger udvalgsmedlem Claus Skjoldborg Larsen (S) til TV2 Fyn.
Anbefaler et nej
Forvaltningen vurderer nu, at der ikke er grundlag for at fastlægge en langsigtet og bæredygtig konstruktion til finansieringen af spillestedet og anbefaler derfor, at der ikke ydes yderligere tilskud.
Hvis By- og Kulturudvalget følger indstillingen, vil forvaltningen indgå i samarbejder med eventuelle nye parter, der vil etablere øvelokaletilbud til vækstlaget i byen.
- Vi kan ikke være med til at finansiere det længere. Vi lukker Kansas City, siger Claus Skjoldborg Larsen til kanalen, hvortil By- og kulturrådmand Søren Windell (K) også siger:
- Vi skal lukke for pengene nu. Det er på tide, at slå en streg i sandet, og komme videre med nogle nye øvelokaler et andet sted.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.