
De 98 kommuner er i mål med budgetterne for 2025, og selv om det ikke har været lige nemt for alle, så er det samlede kommunale budget ifølge KL tæt på de aftalte rammer.
Hos KL ser cheføkonom Morten Mandøe tilbage på en budgetproces præget af flere elementer.
Det markante løft af serviceudgifterne i økonomiaftalen for 2025 og en del økonomiske overraskelser for en række kommuner gør, at budgetlægningen har været anderledes end tidligere år.
- I KL har vi brugt det udtryk, at økonomiaftalen er et sporskifte. Vi har gennem en lang periode haft en situation, hvor der er kommet en større ubalance mellem borgernes forventninger og den service, som de oplever, at de får i kommunerne, siger han til DK Nyt.
Der er skabt mulighed for, at kommunerne under ét kan styrke velfærden. Morten Mandøe understreger dog, at der altid vil være forskel på, hvordan økonomiaftalen kommer til udtryk i den enkelte kommune, fordi mange lokale faktorer spiller ind.
Velfærdsmodel under pres
I slutningen af maj præsenterede regeringen økonomiaftalen for 2025 som det “største løft af kommunernes økonomi i mere end 15 år”, hvor den kommunale serviceramme blev løftet med 3,4 mia. kr.
Men da politikerne efter sommerferien vendte hjem til landets rådhuse, havde udligningssystemet flyttet og fordelt pengene, så tab i grundskyld og bloktilskud udhulede flere kommunale pengepunge.
Omkring halvdelen af kommunerne stod til at skulle spare, så regeringen gav en håndsrækning på 2,5 mia. kr., som dækkede nogle af hullerne.
Ifølge kommunalforsker Roger Buch er det ikke overraskende, at kommunerne har svært ved at få pengene til at række.
- Vores velfærdsmodel er simpelthen kommet under pres, siger han om kommunernes økonomi til DK Nyt.
Han forklarer, at vi i 35 år fundamentalt har haft den samme mængde penge at løse de offentlige opgaver for, fordi skattetrykket har været på samme niveau, mens opgaverne kun er blevet større.
Det er bl.a. den demografiske sammensætning med en voksende andel ældre borgere, klimatilpasninger og flere udsatte børn, som trækker flere penge ud af kassen end tidligere.
Skatten holdes i ro
I ti kommuner blev der besluttet skatteændringer for 2025, hvoraf syv hæver skatten, mens tre sænker den. Tidligere i oktober kunne KL melde ud, at skatten samlet set holdes i ro.
- Kommunerne skal have stor ros for håndteringen af skatten i år. Efter flere år, hvor det har været utrolig svært at holde skatten i ro, har det kommunale sammenhold i år gjort det muligt, at de kommuner, der har haft brug for det, har kunnet sætte skatten op, fordi andre kommuner har sat skatten tilsvarende ned, siger KL’s formand Martin Damm (V).
De syv kommuner, der har hævet skatten, har haft forskellige udfordringer, som har været baggrund for beslutningen. Bl.a. har det været for at undgå for store besparelser på velfærden, været pga. manglende skatteindtægter efter befolkningstilbagegang eller tab i udligningen.
Læs mere om årets budgetter på kommunen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.