
En opgørelse viser, at kun få offentligt ansatte klager til Folketingets Ombudsmand, når det drejer sig om ytringsfrihed. Opgørelsen kommer kort før den betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblower-ordninger, som Justitsministeriet har på trapperne.
- Vores fornemmelse er, at offentligt ansatte, der lovligt har brugt deres ytringsfrihed til at fortælle om kritisable forhold på arbejdspladsen, af og til ender med at føle sig så skræmte over konsekvenserne, at de ikke gør mere ved sagen, siger Kaj Larsen, der er vicedirektør ved Folketingets Ombudsmand til Avisen.dk.
52 pct. af sagerne om ytringsfrihed er over en tiårig periode åbnet på ombudsmandens initiativ, mens det samme kun gælder for 12 pct. af sagerne i almindelighed.
Frygter for konsekvenserne
Ifølge vicedirektøren er frygten for repressalier ikke ubegrundet.
- Offentlige arbejdsgivere respekterer ikke altid de ansattes ret til at ytre sig. De ansatte mødes jævnligt med negative reaktioner fra arbejdsgiveren - lige fra de mere bløde som skuffelse og bekymring til de hårde som advarsler og afskedigelser, siger Kaj Larsen til Avisen.dk.
Justitsministeriets kommende betænkning skal blandt andet skal se på, om åbenmundede offentligt ansatte skal beskyttes bedre af loven, end de er i dag. Folketingets Ombudsmand har udtalt kritik i 42 pct. af sagerne om ytringsfrihed, så der er tilsyneladende noget at komme efter.
Bag betænkningen står et udvalg, som blandt andre består af LO, FTF, arbejdsgivere i kommuner og regioner og Folketingets Ombudsmand.
Både LO og FTF mener, at der er behov for mere lovgivning.
- Der bør indføres en lovreguleret øget beskyttelse af de ansatte, så de hverken kan fyres eller udsættes for andre negative reaktioner fra ledelsen, fordi de har ytret sig offentligt om forhold på deres arbejdsplads, siger advokat Helle Hjorth Bentz til Avisen.dk.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.