
BORNHOLM: Bornholm skal have ny borgmester fra 1. januar 2026. Jacob Trøst (K) har besluttet, at han ikke genopstiller, oplyser han på Facebook.
"Til den tid er jeg selv kommet til det sted i mit arbejdsliv, hvor jeg skal prøve kræfter med nye udfordringer. Kompasset skal lige kalibreres, og jeg skal finde ud af, hvad jeg skal bruge resten af mit arbejdsliv på. Derfor vil jeg ikke være at finde på stemmesedlen til kommunalvalget næste år," skriver han.
Han understreger samtidig, at han indtil da vil knokle på for at være en god borgmester, men at han kommer med meldingen nu, så gruppen har de bedste vilkår for at blive genvalgt.
Jacob Trøst er 52 år og er i gang med sin første periode som borgmester. Inden da arbejdede han som politikommissær. Han blev borgmester i en konstituering med Enhedslisten, som blev øens største parti, samt Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Dermed mistede Socialdemokratiet borgmesterposten efter at have haft den i fire perioder.
Jacob Trøst har her i efteråret været sygemeldt med belastningssymptomer - fra 16. september og indtil 28 oktober, hvor han genoptag arbejdet.
Ikke uden omkostninger
Formanden for vælgerforeningen, Christian Froberg Dahl, roser Jacob Trøst for "de flotte resultater, der trods alt er opnået i det noget rodede politiske landskab på Bornholm".
"Arbejdet har ikke været uden omkostninger, som I sikkert allerede ved. Efter en sygdomsperiode og megen eftertænksomhed, har vores borgmester nu besluttet sig for at takke af," skriver han på Facebook og tilføjer:
"Kommunalpolitikken på Bornholm mister med Jacobs exit et særligt sjældent eksemplar at det politiske menneske: Ærligt, vedkommende, engageret og med øje for såvel detaljen som de store linjer har Jacob udfyldt rollen med pligten som omdrejningspunkt. Resultaterne har været, og fortsat er, været vigtigere end æren for Jacob, hvilket måske også kan forklare hans store popularitet blandt sine kollegaer i såvel embedsværket som i kommunalbestyrelsen."
De Konservative fik ved KV21 valgt tre ind i kommunalbestyrelsen, men gruppen er senere vokset med endnu to, som er kommet til fra Dansk Folkeparti. DF har undervejs fået tilgang af en enkelt og har nu tre mandater.
Derimod er Venstre helt ude, efter at de to valgte for partiet begge har forladt det og er blevet løsgængere. Socialdemokratiet har p.t. tre mandater, efter at én har forladt partiet og har været med til at stifte en lokalliste.
Artiklen er løbende opdateret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.