Ombudsmanden har nu gennemgået de mange hundrede sider, som Skanderborg Kommune fremsendte i juni om den såkaldte Ry-sag, hvor en 16-årig dreng afafghansk oprindelse blev udsat for et brandattentat af fire jævnaldrende skolekammerater, der kastede en flaske med brændende benzin på ham.
Gennemgangen har givet Ombudsmanden anledning til at bede om uddybende information, oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse. Kommunen oplyser yderligere, at de spørgsmål, som Ombudsmanden kræver svar på blandt andet handler om en række juridiske vurderinger, som ikke er direkte forbundet med episoden i Ry den 6. februar 2017.
Spørgsmålene handler blandt andet om kommunens og de fem drenges skoles praksis i forhold til dokumentation af relevante oplysninger, underretning efter serviceloven, udelukkelse fra undervisning og overvejelser om eventuelt skoleskift, oplyser Ombudsmanden på sin hjemmeside.
På baggrund af Ombudsmandens henvendelse har borgmester Jørgen Gaarde besluttet at bede en ekstern advokat om hjælp til at levere det supplerende materiale.
- Vi vælger den løsning, fordi det er en ressourcekrævende opgave, som skal løses ved siden af den daglige drift. Derudover bliver vi bedt om at foretage juridiske vurderinger, og i den situation finder jeg det påkrævet, at vi beder om ekstern hjælp. Hvis der er begået fejl, skal de selvfølgelig lægges frem. Det har hele tiden været vores holdning og er i alles interesse, fortæller borgmester Jørgen Gaarde.
Ombudsmanden gik i første omgang ind i sagen for at undersøge, om skolen og kommunen har varetaget sine myndighedsopgaver tilstrækkeligt godt, herunder håndteringen af de involverede drenge. Han bad bl.a. om at modtage eventuelle underretninger og bekymringshenvendelser vedrørende drengene.
Efterfølgende har en række borgere også henvendt sig til Ombudsmanden og bidraget med oplysninger til undersøgelsen.
Skanderborg Kommune har otte uger til at svare på Ombudsmandens uddybende spørgsmål.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.