
RUDERSDAL: Forældre i Rudersdal Kommune, der har klaget over et afslag på at få deres barn visiteret til en specialskole, har fået kritisabel reaktion fra kommunen.
De er blevet udsat for at blive ringet op af en kommunal medarbejder, der specifikt har spurgt ind til, om de nu også ønskede at gå videre med deres klage.
Næste instans i den slags sager er ellers Klagenævnet for Specialundervisning, men med en telefonopringning har kommunens praksis fra november 2019 altså været at forsøge at snakke forældrene fra at gå videre med deres klage til nævnet.
Den procedure er i februar i år blevet stoppet som ulovlig, og Kammeradvokaten skal nu undersøge sagsbehandlingen samt omfanget af den praksis over for familier med sårbare børn, kunne vi fortælle i sidste uge.
Ny chef lyttede
Men det holdt hårdt at nå dertil, fremgår det af et notat, som beskriver den proces, der førte frem til, at kommunaldirektør Birgitte Lundgren og direktør Henning Bach Christensen hørte om sagen og greb ind.
Den kritiske praksis blev opdaget af en medarbejder, som efter et skifte på posten som chef for Børn og Familie gik til den nykonstituerede områdechef, Christina Olsen, med sin bekymring.
Områdechefen kunne konstatere, at den skriftlige procedure faktisk beskrev den problematiske fremgangsmåde, som medarbejderen havde oplevet og også forsøgt at få ændret på.
Og efter en samtale med de centrale medarbejdere stod det klart, at den kritiserede proces efter revurderingen af forældreklager har ligget hos en enkelt medarbejder - en PPR-konsulent - i samarbejde med PPR-chefen og den tidligere områdechef.
Begge er fortid
Af notatet fremgår det, at udover områdechefen, der nu er forhenværende, er også PPR-chefen nu fortid i afdelingen.
Begge havde fastholdt deres procedure, da de i første omgang - i efteråret 2021 - blev mødt med kritik. De ville ikke ændre fremgangsmåden, "da det også ville forvirre borgerne".
Samtidig ønskede de at "vægte de økonomiske forhold frem for borgernes retssikkerhed", fremgår det af notatet - hvilket ikke kan forstås anderledes, end at udgifterne til specialskoler opleves som byrdefulde.
- Vi har ikke tænkt os at stoppe, før vi er kommet helt til bunds i denne sag. Alle sten skal vendes, sagde borgmester Ann Sofie Orth (K), da kommunen satte Kammeradvokaten til at undersøge om - som det udtrykkes - "der har været en etableret praksis med det formål at overtale borgerne til ikke at klage over en afgørelse i skolevisitationsudvalget."
I alt er der tale om cirka 60 sager, hvor der kan være mistanke om ulovlig praksis, og undersøgelsen forventes færdig i slutningen af juli.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.