
MIDTJYLLAND: Forureningsbekæmpelsen i Region Midtjylland vil i 2022 i høj grad være præget af forberedelse af oprensning på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange.
Det gælder en oprensning af to af de tre generationsforureninger, som Folketinget har afsat midler til, og hvor der i 2022 vil være fokus på at få afgjort udbuddet af oprensningen af kemikaliedepotet ved Høfde 42. For nylig er tre virksomheder blevet prækvalificeret til at byde på den komplekse opgave. Regionen forventer at kunne indgå kontrakt med den vindende entreprenør i september/oktober 2022.
Sideløbende bliver der i 2022 lavet en række undersøgelser på Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Undersøgelserne skal sikre viden nok til, at regionen senere kan udbyde opgaven med at rense op på grunden.
PFAS og grundvand
Samtidig skal et overblik over forurenede grunde i regionen et skridt videre, og der skal laves flere undersøgelser af forurening i søer og vandløb. Det gælder undersøgelser af grundvand og indeklima på ca. 250 grunde, ca. 40 undersøgelser af overfladevand (søer, åer, fjorde og hav), 14 afværgeprojekter – heriblandt en stor grundvandstruende forurening i Videbæk.
I hele regionen er der cirka 3.500 kendte forurenede grunde, mens 5.100 grunde er vurderet som muligt forurenede. I år laves der indledende undersøgelser på ca. 190 af disse, mens der foretages videregående undersøgelser på 57 grunde. Hovedparten af grundene er udvalgt efter høring af de midtjyske kommuner.
Regionen forventer, at alle muligt forurenede grunde, der er omfattet af offentlig indsats, er endeligt vurderet senest i 2030. Ud over forureningsundersøgelser planlægger regionen at fortsætte arbejdet på 14 afværgeprojekter, mens der udføres drift og overvågningsindsatser på 55 forurenede grunde.
Videbæk tager sin del
Et af afværgeprojekterne i 2022 er ekstraordinært stor. Det er oprensning af klorerede opløsningsmidler fra tidligere højttalerproduktion på en industrigrund i Videbæk. En opgave til 10-14 mio. kr.
- Det kan godt være, at oprensningen i Videbæk kommer til at fylde meget af vores samlede budget til jordforureningsopgaver. Men det er en kerneopgave for os, når forurening truer grundvandsressourcen i et område. Heldigvis er det ikke hver dag, at vi finder så store forureninger tæt på vitale grundvandsmagasiner, men når det sker, er det noget, vi skal prioritere. Det er jo fremtidens drikkevand, det handler om for borgerne i Videbæk, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bent Graversen (V).
I 2022 er budgettet for jordforureningsområdet i Region Midtjylland på 48 mio. kr. Herunder 6 mio. kr. øremærket den særlige indsats med overfladevand. I 2021 undersøgte regionen 40 lokaliteter og fandt bl.a. en stor PFAS-forurening i en sø ved Thyborøn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.