
Med indsatsen ’Vestkysten viser Vejen’ vil Realdania være med til at styrke flere af de centrale kystbyer og attraktioner langs den 550 kilometer lange kyststrækning, oplyser fonden, der i alt har afsat 40 mio. kr. til formålet.
Indsatsen kommer i forlængelse af Udviklingsplan for Vestkysten, som blev lanceret i sommeren 2018 af 11 kommuner, tre regioner, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Realdania.
Første skridt er udvikling af strategisk-fysiske udviklingsplaner, hvor alle kommuner langs Vestkysten havde mulighed for at byde ind, og de fem feriesteder udvalgt til støtte er Hvide Sande, Klitmøller/Nr. Vorupør, Thorupstrand/Slettestrand, Søndervig og Vejers Strandby. Tidligere har Realdania støttet strategisk-fysiske udviklingsplaner for Blåvand, Thorsminde/Thyborøn og Løkken/Blokhus.
- Vestkysten er noget særligt – og vi vil gerne være med til at udvikle den på grundlag af de kvaliteter, der allerede findes. Fx ved at beskytte naturområderne og gøre dem mere tilgængelige. Og ved at forstærke byernes karakter til gavn for både beboere og besøgende. De projekter, som nu er valgt, har alle potentiale til at bidrage til en sammenhængende udvikling, som bygger på det enkelte steds særlige kvaliteter, siger Henrik Lund, projektchef i Foreningen Realdania.
For hvert sted skal de strategisk-fysiske udviklingsplaner skitsere hvad, hvornår og hvordan den lokale udvikling skal finde sted – med særligt fokus på at løfte kvaliteten af byernes rum og tiltrække investeringer i faciliteter og infrastruktur. I Jammerbugt Kommune er der fx potentiale for at skabe bedre sammenhæng på tværs af to lokalsamfund, hvor Slettestrand i dag har mange gæster, mens kystfiskeriet i Thorupstrand har potentiale for flere. Andre planer handler om havneudvikling og bedre plads til overnattende gæster.
Realdania støtter også udvikling af foranalyser for besøgscentre og ikke-kommercielle attraktioner, nemlig Friluftshuset ved Løkken Moleleje, Rubjerg Knude Fyr samt ’Showroom for Fiskeriet’ i Hanstholm.
- Strategisk-fysisk udviklingsplan for Hvide Sande. Støttes med 500.000 kr.
- Strategisk-fysisk udviklingsplan for Klitmøller/Nr. Vorupør. Støttes med 500.000 kr.
- Strategisk og fysisk planlægning for Thorupstrand og Slettestrand. Støttes med 225.000 kr.
- Strategisk-fysisk udviklingsplan for Søndervig. Støttes med 400.000 kr.
- Strategisk-fysisk udviklingsplan for Vejers Strandby. Støttes med 500.000 kr.
- Foranalyse for Friluftshuset ved Løkken Moleleje. Støttes med op til 200.000 kr.
- Foranalyse for Rubjerg Knude. Støttes med 200.000 kr.
- Foranalyse for Showroom for Fiskeriet. Støttes med op til 200.000 kr.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.