En 28-årig kvinde er tirsdag i Retten i Kolding blevet dømt for underslæb og bedrageri mod flere beboere på et bosted i Vejle. Det oplyser Retten i Kolding.
Kvinden, der arbejdede som pædagog på bostedet Bo-Vejle, er blevet idømt seks måneders betinget fængsel. Et vilkår for den betingede dom er, at kvinden udfører 120 timers samfundstjeneste.
I et af bedragerierne, som kvinden er dømt for, købte hun en seng og tilbehør til sengen for 26.443 kroner på vegne af en beboer på bostedet. Men nogle uger senere returnerede hun sengen og fik pengene indbetalt på sin egen bankkonto.
I stedet fik beboeren en billigere seng og opdagede ikke svindlen. Det forhold tilstod kvinden ifølge JydskeVestkysten.
I anklageskriftet fremgår også eksempler på, at kvinden blandt andet købte barbermaskiner og opvaskemaskiner til beboerne for efterfølgende at returnere dem.
Ifølge JydskeVestkysten er kvinden dømt for 12 af de i alt 17 tilfælde af bedrageri og underslæb, hun var tiltalt for. Mediet skriver, at kvinden i alt har svindlet for lidt under 100.000 kroner. Bo-Vejle er et kommunalt bosted med 127 boliger i alt i Vejle og Give.
Det er mennesker med forskellige fysiske og psykiske handicap, der bor i egen bolig, men har adgang til støtte i hverdagen.
Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at kvinden fremover ikke skulle have ret til at arbejde som pædagog eller med undervisnings- og plejefunktioner i institutioner, plejehjem og lignende.
Den påstand imødekom retten dog ikke, så kvinden, der ifølge JydskeVestkysten er ved at uddanne sig til sygeplejerske, kan fortsætte med at arbejde som pædagog eller lignende.
Hun har nu 14 dage til at beslutte, om hun vil anke dommen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










