AARHUS: Østjyllands Politi har indledt en undersøgelse af, om der er begået noget kriminelt og strafbart i forbindelse med udbetaling af kommunal partistøtte til Dansk Folkeparti i Aarhus. Det bekræfter politiet tirsdag overfor Lokalavisen Aarhus.
Den udmelding kommer, dagen efter at avisen kunne afsløre, at lokalforeningen - med formand og byrådsmedlem Knud N. Mathiesen i spidsen - tilsyneladende har forsøgt at snyde med partistøtte.
- Vi har taget sagen op af egen drift, efter vi blev opmærksomme på omtalen af sagen, fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Løj om ikke-leverede valgplakater
Sagens kerne er, at DF Aarhus i 2018 uberettiget fik udbetalt cirka 59.000 kr. i partistøtte. Det blev Aarhus Kommune tippet om, men beløbet, som partiet skulle tilbagebetale, fik Knud N. Mathiesen sat ned med 41.000 kr. ved at påstå, at nogle valgreklamer fra 2017 først blev leveret i 2018.
Den påstand var dog usand, har Lokalavisen Aarhus afdækket, og da avisen fik aktindsigt i sagen, tilbagebetalte lokalforeningen samtlige 59.000 kr. I den forbindelse tilstod Knud N. Mathiesen i en mail til kommunen, at der aldrig blev leveret nogen valgreklamer i 2018.
Ifølge partistøtteloven er det ulovligt at afgive urigtige oplysninger. Sker det, risikerer man en bøde eller fængselsstraf indtil fire måneder. Og det ændrer ikke på sagen, at partiet har tilbagebetalt pengene, vurderer kommunalforsker Roger Buch.
- De strafbestemmelser, der er i partistøtteloven, er ganske utvetydige, og der er ikke nævnt noget med, at hvis man betaler pengene tilbage, så er det okay at give urigtige oplysninger, siger han til Lokalavisen Aarhus og henviser til Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt, der netop er blevet dømt for svindel med EU-støtte, selvom partiet har betalt en masse penge tilbage.
Hovedpersonen er træt af det
Knud N. Mathiesen selv er overrasket over, at politiet er gået ind i sagen, og han lægger ikke skjul på, at det frustrerer ham.
- Det kan jeg ikke gøre noget ved, men det er jeg da rigtig træt af. Men jeg er mere træt af, at det 100 pct. kører på min person. Jeg synes, man kører den her sag op, og jeg synes, det er helt vildt, at det går på min person alene. Det her er et bestyrelsesanliggende og i særdeleshed et regnskabsanliggende. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan være uenig i, siger lokalformanden og byrådsmedlemmet til Lokalavisen Aarhus.
Mens Østjyllands Politi allerede er i gang med at efterforske sagen, arbejder Aarhus Kommunes jurister fortsat med en vurdering af, om der er grundlag for, at kommunen politianmelder sagen.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.