Her til morgen kunne vi berette, hvordan social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) vil bruge sats-puljemidler til at oprette nyt botilbud i psykiatrien. Her til formiddag er de første tre reaktioner kommet frem fra patient-, interesse- og fagforeningsside.
- Rent menneskeligt er det en tragedie. Der er ikke behov for en ny institutionsform, men en ordentlig behandling af psykisk syge patienter på de psykiatriske afdelinger. Sådan siger Ebbe Henningsen, næstformand i Danske Patienter, en paraplyorganisation for patientforeninger i Danmark.
- Grundlæggende har man ikke givet patienterne det, de har brug for. Ud af den fadæse opretter man så et nyt sted for de her mennesker. Dybest set er det myndighedernes forsømmelighed, der har betydning for, at de her mennesker bliver kostet rundt.
Regeringen vil afsætte et 'trecifret millionbeløb', som skal finansieres af midler i satspuljen, og pengene skal udmøntes i særskilte forhandlinger.
- Når man tager pengene fra satspuljen, er det dobbelt trist, fordi man finansierer med hundens egen hale. Det er jo helt håbløst. Både grundlaget for at lave en ny institutionsform er forkert, og finansieringen gør det bare endnu værre, siger Ebbe Henningsen.
Sind efterlyser flere sengepladser i psykiatrien
- Det er afgørende, at der bliver rettet op på de mange problemer, som medarbejdere, beboere og pårørende oplever på landets bosteder. Det kræver en særlig indsats for de sygeste psykiatriske patienter, siger Knud Kristensen, som er formanden for Sind, der er en foreningen for pårørende og sindslidende.
- Vi vil gerne have flere sengepladser i psykiatrien, men hvis man foretrækker at kalde det en mellemform, så er det ikke det, der skal skille os ad. Vi er mere interesseret i indhold. En mellemform skal kunne tage sig af de allermest syge og kunne håndtere de sygdomme og det misbrug, som mange af dem desværre har samtidig, siger han.
Knud Kristensen ser frem til at finde ud af, hvor stort beløbet bliver i sidste ende.
- Hvis et 'trecifret millionbeløb' betyder 100 millioner er det ikke nok, men hvis det betyder 999 millioner, ser det bedre ud, siger han.
FOA: Gode takter
- Der skal handling til, efter at fem ansatte på under fem år er blevet dræbt af beboere på bosteder for psykisk syge. Derfor er der også gode takter i at oprette en ny type institution, som kan rumme de borgere, der ikke er plads til i psykiatrien, men som er for syge og farlige til at komme ud i de kommunale botilbud, siger formanden for FOA, Dennis Kristensen.
- Vi støtter den nye institutionstype. Det er en ny mulighed for at håndtere dem, man ikke kan håndtere på bostederne, fordi man er under serviceloven og ikke psykiatriloven, siger FOA-formanden, som repræsenterer personalet på landets bosteder.
- Jeg er usikker på, at det bare er en kvittering for, at regeringen har lovet et udspil, som de ikke er færdige med. Vi er selvfølgelig spændt på, om man med forslaget kan sige, at man har gjort alt, hvad man kan gøre.
Karen Ellemann ønsker ikke at gå i detaljer med, hvilket personale der skal være på den nye institutionsform. KL har tidligere i august også foreslået en ny bostedstype. Her er ønsket, at det skal rumme borgere, der er for syge og farlige til bosteder, som drives af kommunerne, men ikke kan indlægges.
I stedet skal tilbuddet være et behandlingstilbud, der derfor skal drives af regionerne. Regionerne har også tidligere foreslået, at der oprettes en ny bostedstype.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.