SJÆLLAND: Trods forsikringer fra Region Sjælland om, at kvinder under mistanke for brystkræft i dag kan føle sig trygge ved undersøgelse på Ringsted Sygehus, fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed nu det modsatte.
Styrelsen har ved et tilsynsbesøg på sygehusets radiologiske afdeling fundet så mange fejl og mangler, at det 'samlet set udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden'. Styrelsen vil derfor give et påbud til afdelingen og yderligere tre afdelinger.
Det fremgår af et udkast til en afgørelse, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Der har længe været alvorlige problemer med at sikre kvinder med mulig brystkræft de rette undersøgelser, og selvom sygehuset har fokus på at forbedre patientsikkerheden, har ledelsen stadig ikke bragt den i orden.
Flere instrukser er mangelfulde eller forkerte - fx arbejder sygehuset efter forkerte tidsfrister i kræftpakkeforløb, hvilket 'udgør en potentiel risiko for patientsikkerheden'. Ledelsen har heller ikke sørget for, at nyt lægepersonale bliver sat grundigt ind i afdelingens arbejdsgange, instrukser og procedurer. Det 'sikrer ikke en forsvarlig varetagelse af patientbehandlingen,' lyder patienttilsynets dom. Dertil kommer en række andre kritikpunkter.
- Det er ikke tilfredsstillende, at vi så langt inde i det her forløb skal komme med nye påbud. Jeg har en forventning om, at regionen har fuldt fokus på at få rettet op, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Jyllands-Posten.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.