Milliarder af skattekroner risikerer at ende i hænderne på kriminelle gennem private bosteder.
Det fremgår af den første egentlige undersøgelse af hvidvask på landets private bosteder, som mandag er blevet offentliggjort af Hvidvasksekretariatet, der hører under politiets nationale enhed for særlig kriminalitet (NSK).
Ud af 301 private bosteder, som politiet har undersøgt på baggrund af oplysninger fra KL, har politiet modtaget mindst fem underretninger om året om 46 af botilbuddene eller deres ejere.
Det er et omfang, som politiet beskriver som "bemærkelsesværdigt højt". Hvis antallet af underretninger sammenlignes med antallet for de brancheopdelinger, som Danmarks Statistik anvender, er private bosteder blandt de 15 brancher, der underrettes mest om, ud af næsten 600 sammenlignelige brancher.
2,7 milliarder kroner
De 46 bosteder har ifølge politiets opgørelse modtaget godt 2,7 milliarder kroner af i alt godt 13 milliarder kroner, som er givet til området i årene 2021-2024.
Formand for retsudvalget Steffen Larsen (LA) kalder situationen "uholdbar" i et interview til Berlingske.
- Jeg sidder tilbage med en skuffelse. Og en væmmelse over dem, der udnytter det. Jeg synes, det er dybt alvorligt, at de her penge ender i hænderne på dybt kriminelle, siger han og fortsætter:
- Det fortæller, at vi har været et tillidssamfund. Men der er grænser for, hvem man skal give den tillid til. Vi kan ikke sætte dybt kriminelle mennesker til at passe på udsatte børn og unge, samtidig med at de kan udnytte det her store cashflow. Det er det glade vanvid.
Hovedkonklusioner i rapporten
- Af 301 kommercielle, godkendte sociale botilbud for børn og voksne, som Hvidvasksekretariatet har undersøgt, har sekretariatet modtaget underretninger om 46 af botilbuddene eller deres ejere. Kun de botilbud, hvor der er sendt minimum fem underretninger i løbet af en periode på fire år, indgår i tallet.
- Det vil sige, at for 15 procent af de kommercielle, godkendte sociale botilbuds vedkommende er der sendt mindst fem underretninger om hver af dem og/eller deres ejere.
- Disse 46 godkendte sociale botilbud for børn og voksne har modtaget godt 2,7 milliarder kroner af i alt godt 13 milliarder kroner, som er givet til området i årene 2021- 2024. Det svarer til mere end 20 procent af midlerne.
- Alle virksomhederne, som driver disse botilbud i analysen og er omtalt i mere end fem underretninger, var aktive per 1. august 2025.
- De netværk, hvor sociale botilbud indgår, er der i nogle tilfælde forbindelser til kendt, organiseret kriminalitet, fx fakturafabrikker.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












