AABENRAA: Det ene af to medlemmer af Nye Borgerlige i Aabenraas byråd skifter til Dansk Folkeparti efter intern uro. Hans-Christian Gjerlevsen skifter og får følgeskab af hele partiets lokale bestyrelse, der også skifter parti. Tilbage bliver byrådsmedlem Jan Køpke Christensen (NB).
- Man kan godt sige, at vi lukker og slukker, siger Hans-Christian Gjerlevsen i en pressemeddelelse.
Deres exit kommer efter længere tids intern uro hos Nye Borgerlige i Aabenraa. Konflikten blev ifølge JydskeVestkysten skærpet i forbindelse med de nyligt overståede budgetforhandlinger. Her gik Jan Køpke Christensen med i flertallets forlig.
Det var sammen med De Konservative, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti og SF. Det var det flertal, der konstituerede sig efter valget i 2021. Imens valgte Hans-Christian Gjerlevsen at tilslutte sig et alternativt budgetforslag fra Venstre og Dansk Folkeparti. Flertallets budgetforlig blev vedtaget i sidste uge. Det var et brud på mange års tradition for bred enighed om budgettet i Aabenraa Kommune.
Hans-Christian Gjerlevsen er ikke det eneste medlem i Aabenraa, der har besluttet sig for at melde sig ud og i stedet for ind i Dansk Folkeparti.
- Her vælger vi altså fremadrettet at fokusere på at bruge vores kræfter på politisk arbejde i stedet for uro og kævl. Det er det, vi er valgt for, siger Hans-Christian Gjerlevsen.
Det betyder, at Dansk Folkeparti fremover er repræsenteret med tre medlemmer af kommunalbestyrelsen i Aabenraa. De to øvrige er Ida Smed og Arne Leyh Petersen.
De øvrige nye DF-medlemmer, der har forladt Nye Borgerlige, er Allan Frank, Jonas Zuschke, Lone Jessen Hellerup, Kim Andkjær Doberck og Charlotte Pia Gudbrandsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.