GRIBSKOV: Byrådsmedlem Morten Ulrik Jørgensen (nytgribskov) vil ifølge sn.dk søge orlov fra byrådet i "en kortere periode" for at håndtere sin civile situation, hvor han er blevet først fritaget for tjeneste, så bortvist og siden politianmeldt i forbindelse med sit nu tidligere job som forstander for den private kostskole Havregården. Ansøgningen skal behandles på førstkommende byrådsmøde, som efter planen er 10. november.
Morten Ulrik Jørgensen "dukker ikke nakken", men har brug for tid til at "løse denne opgave", meddeler han selv. Opgaven består i at forholde sig til massiv kritik fra Socialtilsynet af forholdene på kostskolen, som er afdækket af blandt andre DR med beskrivelser af vold, seksuelle overgreb og selvmordsforsøg.
Oveni tjenestefritagelsen og bortvisningen, der er begrundet i manglende tillid til den nu forhenværende forstander, er Morten Ulrik Jørgensen nu tillige ifølge Ekstra Bladet politianmeldt af kostskolens bestyrelse for dels "økonomiske ting", dels "fysiske magtanvendelser over for børnene på skolen". Sidstnævnte afviser han blankt overfor sn.dk, men vil derudover ikke forholde sig til anmeldelsen, som han ikke har set. Heller ikke kostskolens bestyrelsesformand Jonas Fedder Witt ønsker at uddybe, hvad "økonomiske ting" dækker over.
Foruden Socialtilsynet har også socialminister Astrid Krag (S) kommenteret sagen. Hun ønsker tilsynene styrket og oplyser på Twitter, at forhandlinger om dette er i gang "lige nu". Havregården har fået frist til i dag til at fremlægge en redningsplan, ellers er kostskolen i fare for at måtte lukke, skriver sn.dk.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.