
Københavns Professionshøjskole skal som minimum udflytte 500-550 studiepladser inden for lærer-, pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelsen samt etablere 150 nye pladser.
Det er et krav i den aftale om udflytning af studiepladser, som et flertal i Folketinget vedtog før sommerferien.
I en foreløbig plan for udflytning, som bestyrelsen for Københavns Professionshøjskole netop har godkendt, bliver der imidlertid kun peget på udflytning af 330 pladser, oplyser skolen. Ifølge rektor Stefan Hermann vil det ikke være forsvarligt at udflytte og etablere så mange som krævet.
- Vi har som uddannelsesinstitution et ansvar for at levere dygtige dimittender til hovedstadsregionen. Der er allerede i dag stor mangel på lærere, pædagoger og sygeplejersker, og vi ser ind i en demografisk udvikling i Region Hovedstaden med flere ældre og flere børn. Så vi har fremlagt en plan, der er ansvarlig og realistisk, men som på ingen måde løser vores rekrutteringsudfordringer. Tværtimod, siger Stefan Hermann.
Flere pladser i Hillerød
Ifølge udflytningsplanen skal der oprettes en ny læreruddannelse i Hillerød med et årligt meroptag på 66 studiepladser. De flyttes ud fra de nuværende læreruddannelser på Frederiksberg og Vesterbro.
Professionshøjskolen vil desuden flytte 120 årlige studiepladser fra sygeplejerskeuddannelsen på Nørrebro til Campus Nordsjælland i Hillerød, hvor der i forvejen er en sygeplejerskeuddannelse med 304 studiepladser.
Desuden udflyttes der årligt 64 pladser fra socialrådgiveruddannelsen på Frederiksberg til Nordsjælland, hvor der i forvejen er 80 pladser.
- Det er vores vurdering, at vi bedst kan skabe et stærkt fagligt miljø og et attraktivt studiemiljø i Hillerød eller omegn, hvor vi i forvejen har uddannelser, siger rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole.
- Vi har primært udflyttet studiepladser på vores sygeplejerskeuddannelse, da vi her i forvejen må afvise kvalificerede ansøgere i København. Det er ikke tilfældet for vores lærer- og pædagoguddannelser, hvor vi har masser af ledige pladser i København. Men det er langt fra sikkert, at alle vores ansøgere vil følge med til Hillerød eller omegn, og det er også i Storkøbenhavn, at hospitalerne i høj grad mangler arbejdskraft. Så det er langt fra en optimal løsning, tilføjer han.
Kan blive nødt til at nedlægge pladser
Ifølge aftalen forpligtes professionshøjskolen desuden til at reducere optaget på de øvrige uddannelser i Storkøbenhavn med op til 10 pct. svarende til 150 pladser. Foreløbig har man skåret 42 pladser på jordemoderuddannelsen og radiografuddannelsen, hvor der etableres nye uddannelsesudbud i henholdsvis Slagelse og Næstved, som dog ikke skal varetages af Københavns Professionshøjskole. Dermed mangler stadig ca. 110 studiepladser, som der endnu ikke er lavet en færdig plan for.
- Vi er stadig ved at analysere, hvorledes vi bedst kan reducere optaget i Storkøbenhavn, uden at det kommer til at gå ud over f.eks. det faglige miljø og vores samarbejdspartneres behov for arbejdskraft. Der er jo i øjeblikket stor mangel på jordemødre på fødegangene i hovedstaden, så det var bestemt ikke et område, hvor vi ligefrem havde lyst til at flytte studiepladser helt ud af Region Hovedstaden, siger rektor Stefan Hermann.
Han mener, at den politiske udflytningsplan er kraftigt underfinansieret for Københavns Professionshøjskole, og derfor kan det blive nødvendigt helt at nedlægge pladser eller uddannelser i København, siger han.
- Vi har en særlig udfordring her i hovedstadsområdet, hvor mange unge søger ind mod København og ind på universiteterne. Hvis vi rykker for mange studiepladser ud af København og væk fra vores potentielle ansøgere, så risikerer vi i sidste ende at stå med færre uddannede lærere, pædagoger og sygeplejersker om ganske få år. Det vil være katastrofalt, advarer Stefan Hermann.
I eftermiddag er der planlagt demonstrationer flere steder i landet mod regeringens udflytningsplan, oplyser TV2 Lorry.
Mange afviser at kunne skære
Politiken skriver, at også en række andre videregående uddannelser og universiteter mener, at det er umuligt at flytte eller nedlægge hver tiende studieplads.
Ifølge Politikens oplysninger vil langt hovedparten af institutionerne foreslå, at de skal flytte eller nedlægge færre pladser end hver tiende.
Uddannelserne argumenterer blandt andet for, at de overordnede mål ikke tager højde for institutionernes sammensætning, de regionale behov og den reelle mulighed for at tiltrække studerende.
Torsdag mødes uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) med ordførere fra aftalekredsen for at drøfte de tilsendte planer fra institutionerne.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.