Dyre kuglepenne, middage, ferier og sommerhuse. Ifølge TV2 har en tidligere ansat i KL haft et massivt overforbrug for den private interesseorganisations penge.
Og selv om KL er en privat organisation, som dermed selv kan beslutte, hvad medarbejderne kan bruge penge på, har organisationen alligevel en stærk moralsk forpligtelse, fordi den til dels er finansieret af skattekroner.
Det vurderer professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.
- Nu er KL jo ikke en tilfældig bridgeklub, hvor medlemmer har betalt med skattepligtige penge og kan bruge dem på rejser, og hvad de ellers har lyst til, siger han.
- Det er skattepenge, som kommunerne har betalt til KL for at varetage kommunernes interesser. Og derfor kan man vælge at sige, at KL skal forvalte deres penge, som kommunerne også skal.
Som kommunerne
KL er til dels finansieret af det kontingent, som de 98 kommuner betaler, og dels af egen indtjening, som kommer fra temadage, kurser, konferencer og rådgivning.
Ifølge TV2 har den tidligere højtstående medarbejder blandt andet købt Mont Blanc-kuglepenne for 90.000 kr. og lejet tre sommerhuse på Bornholm under Folkemødet for 30.000 kr.
Er det din vurdering, at eksempelvis Mont Blanc-kuglepenne er inden for rammen for, hvad en KL-medarbejder kan tillade sig at købe?
- Det er jo et skriveredskab, som ganske vist er væsentligt dyrere end en blyant, men det må man gerne afholde og trække fra, når man er privat virksomhed, hvis man mener, at medarbejderne skal have den slags, siger Per Nikolaj Bukh.
- Men så er der også en moralsk del af det. Og der er det min opfattelse, at kommunerne mener, at KL skal anvende de samme regler for rejser og deslige som kommunernes egne medarbejdere, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.