
En pulje til nærhospitaler forventes at blive slået op i andet halvår af 2022, de første ansøgninger ventes at indløbe efter nytår, og de første midler ventes at kunne udmøntes midt i 2023. Sådan lyder tidsplanen for de 20 nye nærhospitaler, som regeringen foreslår at afsætte 4 mia. kr. til.
Det bliver kommuner og regioner, som vil kunne søge midlerne fra puljen, og der kan gives støtte til både ombygning og tilbygning i forbindelse med eksisterende sygehusfunktioner samt støtte til helt nyt byggeri, hvor det er påkrævet, lyder det i regeringens sundhedsudspil. Der kan også gives støtte til materiel og it-investeringer.
Regeringen har tidligere foreslået placering af 13 af de 20 planlagte nærhospitaler, og de gentages i det nye sundhedsudspil. Det er, som det fremgår af kortet herover, Nykøbing Mors, Skagen, Grenaa, Skive, Tarm, Fredericia, Nyborg, Tønder, Kalundborg, Nakskov, Næstved, Frederikssund og Helsingør.
De endelige placeringer skal ske i tæt dialog med regioner og kommuner.
Beskrivelse af funktioner på vej
Meningen med nærhospitalerne er, at de skal indeholde sygehusfunktioner, som kan leveres uden for akutsygehusene. Det kan fx være opfølgningsforløb for mennesker med kronisk sygdom eller ukompliceret diagnostik såsom røntgenbilleder og blodprøver. Samtidig kan nærhospitalerne indeholde kommunale sundhedstilbud og fx alment praktiserende læger, specialpraktiserende læger og fysioterapeuter.
De præcise patientgrupper og funktioner til nærhospitalerne vil blive beskrevet i et oplæg, som Sundhedsstyrelsen skal lave. Det ventes at være klar i løbet af fire-seks måneder. Også her vil regioner, kommuner, patientforeninger og fagfolk blive inddraget.
Opbakning fra overlæger
Planen om nærhospitaler modtages positivt af Overlægeforeningen.
- Jeg deler ambitionen om at forebygge, at sygdom udvikler sig og kræver behandling på de specialiserede sygehuse. Det vil både gavne den patient, der kan få hjælpen tættere på, og den patient der har behov for hjælp på sygehusene. Det afgørende bliver at sikre kvaliteten i de tilbud, borgerne får, uanset hvor de får dem og at sikre sammenhæng mellem tilbuddene, siger formand Susanne Wammen.
Hun hæfter sig ved ambitioner om at skabe fælles digitale løsninger, fx at gøre speciallægens ekspertise tilgængelig for kolleger på nærhospitaler via videoløsninger.
De nye nærhospitaler er blot ét element i regeringens sundhedsudspil. Forhandlinger med de øvrige partier i Folketinget begynder på mandag.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.