Trods en stigning i antallet af hjemløse i en årrække, er antallet af særligt unge hjemløse faldet i 2019. Den gode udvikling skal fortsætte, og derfor afsætter Realdania nu 30 mio. kr. i kampen mod hjemløshed med afsæt i den såkaldte 'housing-first'-tilgang.
'Housing-first'-tilgangen bygger på princippet om, at en stabil boligsituation er en forudsætning for at kunne løse de hjemløses øvrige problemer. Denne tilgang har blandt andre Odense Kommune indført tidligere i år. De gode erfaringer med 'housing-first'-skal nu undersøges nærmere gennem Realdanias projekt:
- Vi kan se, at der er et stort behov for at sikre boligløsninger i arbejdet med at få løst udfordringen med unge hjemløse. Med denne indsats ser vi meget frem til at afprøve og opbygge viden i forskellige partnerskaber, der på sigt kan udvide boligudbuddet og udfolde viden om relevante housing first boligmiljøer, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Kommunerne skal med
Det er afgørende, at kommunerne udnytter den eksisterende boligmasse, og at udbuddet af boliger, der er til at betale for denne gruppe, øges, skriver det Nationale Forsknings- og Videncenter for Velfærd, Vive, i en ny rapport. Og samarbejdet med kommunerne er netop et af de centrale spor i projektet, hvor fokus er på at afsøge nye tilgange til 'housing-first'-boligmiljøer i tæt samspil med en bred ungeindsats.
- Gennem ti år har hjemløshed blandt unge vokset sig alt, alt for stor. Nogle af dem sover hos venner og bekendte. Nogle på gaden eller på herberger. Fælles for dem er, at de mistrives og har svært ved at tage hul på uddannelse eller arbejde. Det kræver, at de unge hjælpes ind i en bolig, de kan betale, og at de får tilstrækkelig social støtte og hjælp til at tackle de problemer, der førte dem ud i hjemløshed. Hvis det sker, ved vi, at langt de fleste kan komme ud af hjemløshed, siger Vibe Klarup, direktør for alliancen Hjem til Alle.
Læs Vives rapport om boliger til unge i hjemløshed her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.