REBILD / ODENSE: Et år inde i valgperioden må Rebild Byråd nu have ekstern hjælp for at få samarbejdet mellem de to fløje på ret køl, skriver Nordjyske. På den ene fløj er Venstre, De Konservative og De Radikale med tilsammen 15 mandater og på den anden Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Den Sociale Fællesliste, der tilsammen har 10 mandater. Avisens gennemgang af tyve sager, viser at de er besluttet med snævert flertal.
- Sådan skal det jo helst ikke være. Jeg kan godt mærke en ærgrelse i mig selv over, at det er sådan her, og nogle gange synes jeg også, argumentationen til møderne kan blive for personlig og gå længere end til den politiske uenighed, siger Leon Sebbelin (R), der bliver bakket op i sine betragtninger af både Peter G. Hansen (S) og Lars Hørsman fra Den Sociale Fællesliste. På et byrådsseminar til marts deltager derfor to eksterne oplægsholdere.
- Det bemærkelsesværdige her er hyppigheden af uenigheder. Nogle gange kan det opleves, som om vi er uenige blot for at være uenige, og det vil vi meget gerne videre fra. Det er vigtigt for os at tage hånd om det her, og derfor er en af dagene til byrådsseminaret sat af til at drøfte netop det politiske samarbejde, siger borgmester Jesper Greth (V).
Kodeks for opførsel
I Odense Byråd var tonen for et par år tilbage så rå med spydigheder, øgenavne og personangreb flyvende mellem byrådsmedlemmerne, at gruppeformændene i oktober 2020 måtte træde sammen for at løse situationen, skriver Fyens Stiftstidende. Gruppeformændene blev her enige om et opdateret kodeks for, hvordan man opfører sig i byrådssalen, hvor "byrådsmedlemmer afholder sig fra at omtale hinanden i nedsættende vendinger".
- Som folkevalgte skal vi fungere som rollemodeller både i og uden for byrådssalen, og vi skal have respekt for vores forskelligheder, konstaterede borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i den forbindelse, og børn- og ungerådmand Susanne Crawley (R) registrerer forandringerne:
- Der er indtrådt en modenhed hos nogle politikere og en bevidsthed om, at man ikke vinder særlig meget på at være grov, men at gøre noget for hinanden i stedet. At have et tillidsforhold. At man gennemfører flere ting, hvis man er venlig, siger hun.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.