Tre ud af fire kommuner har ikke en plan for at bekæmpe digitale krænkelser blandt børn og unge, viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Red Barnet. Derfor ved de ikke, hvad de skal gøre, når det sker.
Og det er for dårligt i en virkelighed, der bliver mere og mere digital, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.
- Det er ikke godt nok. Vi fortæller jo igen og igen vores børn og unge, at de skal række ud, og de skal bede om hjælp. Men så skal hjælpen også være der, og det er den ikke i dag, siger hun.
En digital krænkelse kan være en ulovlig billede- eller videodeling, der ofte er af seksuel karakter. Men det kan også være grooming, som især børnelokkere benytter sig af, eller seksuel afpresning, hvor barnet tvinges til at sende billeder af sig selv i intime situationer.
- Børn og unge lever jo en stor del af deres sociale liv online, og de bliver desværre også udsat for krænkelser og overgreb online, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Ved ikke, hvor man skal henvende sig
Hos Red Barnet kan man mærke, at hverken forældre eller børn ved, hvor de skal henvende sig, når barnet er blevet udsat for en digital krænkelse.
Red Barnets rådgivning SletDet modtog i 2021 50 procent flere henvendelser om digitale krænkelser end året før. Mere end hver fjerde personlige rådgivning drejede sig om seksualiserede digitale krænkelser.
- I Red Barnet mener vi, at det bør være et krav, at man i kommunerne skriver digitale krænkelser og overgreb ind i beredskabsplanerne. Det er nødvendigt for at ligestille digitale og fysiske overgreb og sikre, at alle børn og unge over hele landet får den samme adgang til hjælp og støtte, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Lige nu ved størstedelen af kommunerne ifølge Red Barnet ikke, hvad de skal gøre, når en forælder eller en ung henvender sig. Det er alvorligt i en virkelighed, hvor børn og unge bruger mere og mere af deres sociale liv på internettet.
Hun understreger, at beredskabsplanerne aldrig kan stå alene. Det afgørende er, at de kommer ud at leve, og at der arbejdes målrettet med dem og sikres kompetenceudvikling til fagpersonerne.
Halvdelen planlægger at indarbejde
Selv om tre ud af fire kommuner ifølge undersøgelsen ikke har en plan for at bekæmpe digitale krænkelser blandt børn og unge, svarer op mod halvdelen (44 procent), at de er i gang med at indarbejde digitale krænkelser, og over halvdelen (52 procent) har planer om at gøre det.
Kommunerne efterlyser selv hjælp til at komme i mål. 63 procent svarer, at de har brug for rådgivning, 35 procent peger på hjælp til påklædning af personale, og 33 procent ønsker en konkret model til, hvordan de indarbejder digitale krænkelser i deres beredskabsplan.
Derfor anbefaler Red Barnet også, at alle relevante fagpersoner klædes på til at forebygge, opspore og håndtere digitale krænkelser. Desuden bør kommunerne tilbydes rådgivning om, hvordan digitale krænkelser kan indarbejdes i deres beredskabsplan, fx via en konkret model eller skabelon.
Inden længe træder ny lovgivning i kraft, så grooming og sextortion bliver selvstændigt kriminaliseret, og børn og unge dermed bliver bedre beskyttet mod bl.a. digitale overgreb og krænkelser.
- Når det er lykkedes at få straffeloven opdateret til at beskytte børn bedre på det digitale område, er det selvfølgelig også på høje tid at få kommunernes beredskabsplaner opdateret til den digitale virkelighed, som børn og unge lever i, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
/ ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.