
Regeringen har fredag besluttet at forlænge særloven for de ukrainere, der er flygtet under krigen i Ukraine og har ophold i Danmark.
Særloven forlænges med et år og gælder nu frem til marts 2027. Tidligere gjaldt den frem til marts 2026.
Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Med særloven har ukrainske flygtninge lov til at arbejde, gå i skole og benytte sig af sundhedsydelser i Danmark. Loven blev vedtaget i marts 2022. Forlængelsen kommer, efter at EU også har besluttet at forlænge lignende regler om midlertidig beskyttelse af ukrainske flygtninge frem til marts 2027.
På grund af det danske retsforhold hører Danmark ikke under EU-reglerne på området. Det kan ifølge udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) udløse spændinger, hvis EU-landene ikke har de samme regler på området.
- Det er afgørende, at vi europæiske lande står sammen om at forlænge opholdsgrundlaget for dem, der desværre fortsat er fordrevet grundet Putins vanvittige invasion af Ukraine, siger han i pressemeddelelsen.
Hvis man ikke står sammen i EU, risikerer man, at store grupper af ukrainere flytter fra et EU-land til et andet, mener ministeren.
Siden særloven trådte i kraft har 54.677 ukrainere fået opholdstilladelse i Danmark, viser en opgørelse fra juni fra Udlændingestyrelsen. Opgørelsen dækker over alle tilladelser - også tilladelser, der er givet til personer, som efterfølgende er flyttet ud af Danmark.
Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet er omkring hver fjerde ukrainer med opholdstilladelse efter særloven udrejst af Danmark.
På nuværende tidspunkt bor der omkring 38.000 personer, der har fået ophold efter særloven, skriver ministeriet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.