
Fra årsskiftet blev der indført en CO2-afgift, men regeringen foreslår nu en måned efter at neutralisere den for fiskeri indtil 2030. Det fremgår af et pressemøde mandag med minister for fiskeri Jacob Jensen (V), hvor det også fremgår, at der indføres forbud mod bundtrawl i Bælthavet samt andre områder. Men CO2-afgiften er den store knast.
- Det skal give fiskeriet mulighed og tid til at tilpasse sig den grønne omstilling, uden at deres eksistensgrundlag bliver truet. Vi kan allerede nu se, at mange steder i landets havne landes betydeligt færre fisk, siger han.
I stedet bliver fiskene fanget steder som Sverige og Skotland, og regeringens og branchens frygt er, at en CO2-afgift vil medføre en stigning i fiskeriet der, hvilket ikke vil gavne klimaet eller danske forbrugere og arbejdspladser.
Regeringen vil sikre, at fiskerne kan få tilbageført de ekstra udgifter, som CO2-afgiften medfører i perioden 2025-2029. Der blev i 2023 landet fisk for over tre milliarder kroner, mens antallet af erhvervsfiskere på 25 år er halveret.
I kritisk tilstand
Dansk Fiskeriforening har advaret om, at dansk fiskeri ville lukke, hvis CO2-afgiften blev indført som planlagt. Nu er den i stedet udskudt.
Generelt er tilstanden i de danske farvande i den grad kommet på dagsordenen, fordi iltsvindet har nået historiske højder og medført døde havbunde, som Berlingske har bragt billeder af, hvilket vakte stor opsigt.
Også fiskebestanden er i kritisk tilstand. Derfor vil regeringen reducere brugen af bundslæbende redskaber i store områder i de indre farvande.
- Regeringen vil indføre forbud mod bundslæbende fiskeri i hele Bælthavet samt i flere naturmæssigt vigtige områder i Kattegat omkring eksisterende Natura 2000-områder, står der i udspillet.
Den tidligere socialdemokratiske regering ville have et trawlforbud i det pressede bælthav, som dækker over Lillebælt, Storebælt og Øresund. Men det blev skudt til hjørne under den nuværende regering.
En kommission blev nedsat efter brexit og kom for over et år siden med anbefalinger for at styrke det udsatte havmiljø. Her var også videoovervågning og gps en del af forslagene. Men det er ikke en del af udspillet.
Ifølge kommissionen er det afgørende at nedbringe udledningen af kvælstof til de indre danske farvande, hvis der skal være sunde og levedygtige fiskebestande. Udledning kommer først og fremmest fra landbruget, lød det.
"Vil ikke påvirke 2030-målet"
Fiskeriet har siden 2022 vidst, at der var en CO2-afgift på vej, og har dermed haft flere år til at omstille erhvervet til et skånsomt fiskeri med garn, bundgarn og tejner.
Men det er ifølge ministeren ikke muligt. Der er ikke adgang til alternative CO2-neutrale brændstoffer og nye motorer, som omstillingen kræver, lyder det. Spørgsmålet er derfor, om andre brancher kan få neutraliseret CO2-afgiften, hvis de brokker sig nok.
- Vi har ikke noget ønske om bare at lave en gold afgift, uden at der er et handlerum for at agere i en mere grøn og klimavenlig retning. Der har de første uger siden årsskiftet været en markant nedgang i landinger af fisk i danske havne.
- Det er ikke sådan, at fiskene ikke er blevet fisket, de bliver bare sendt andre steder hen, siger Jacob Jensen.
Neutraliseringen af CO2-afgiften for fiskeriet ventes ikke at påvirke 2030-målet, da den vil træde i kraft igen i det år. Indtil da estimerer klimaminister Lars Aagaard (M), at der vil være tale om op mod 500.000 ton tabte CO2-reduktioner i årene op til. Udspillet har været længe undervejs og skulle oprindeligt have været forhandlet på plads allerede.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.