
SYDDJURS / MIDDELFART: De to borgmestre fra Syddjurs og Middelfart og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding startede mødet onsdag med en gåtur rundt på Knebelbro havn.
Dagsordenen var hvordan kommuner, lokale aktører og landsdækkende organisationer som Danmarks Naturfredningsforening kan inspirere hinanden til at passe bedre på livet i havet.
For havet kender ikke til kommunegrænser, og det bør løsningerne på iltsvind og forsvindende liv i det danske farvand heller ikke have. Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
- Vi er omgivet af hav, og vandet er en del af vores identitet og selvforståelse, uanset hvem man er, og hvor man bor. Jeg håber, vi på tværs af kommuner, foreninger, organisationer og græsrødder kan samarbejde endnu mere for at redde livet under havoverfladen, siger Michael Stegger Jensen (S), borgmester i Syddjurs Kommune.
Kræver akut handling fra Christiansborg
Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) havde særligt Naturpark Lillebælt, som er en marin naturnationalpark, der forvaltes i samarbejde mellem Fredericia, Kolding og Middelfart Kommuner, på hjertet.
Naturpark Lillebælt blev valgt som nationalpark af aftalepartierne bag finansloven for 2022. Det samme gjorde en del af Øresund. Med finansloven blev politikerne på Christiansborg enige om at trawlfiskeri ved de to marine naturparker skulle forbydes ligesom de berørte kommuner skulle modtage 10 mio. kr. årligt frem til 2025.
Men to år senere har kommunerne hverken set skyggen af pengene som skal bruges på naturfremmende projekter, trawlfiskeri er stadig lovligt og ifølge kommunerne har regeringen endnu ikke givet dem konkrete retningslinjer for de to marine naturnationalparker.
- Havet kender og respekterer ikke kommunegrænser. Derfor er det vigtigt, at vi er fælles om løsningerne - både på tværs af kommuner, regioner og organisationer. Men for at vi kan komme i mål og sikre et godt havmiljø, hvor der igen er masser af liv og ikke kun døde havbunde, så kræver det akut handling fra regeringen og Christiansborg i dag og ikke i morgen, siger Middelfarts borgmester.
- Derfor er det bogstavelig talt livsnødvendigt for havet, at regeringen finder ud af, hvordan de vil bruge de allerede afsatte millioner fra finansloven til Lillebælt. Det kommer nemlig ikke havmiljøet til gavn, at pengene bare står og samler støv, fortsætter Johannes Lundsfryd Jensen.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.