
Regeringen har lavet en aftale med et flertal i Folketinget om, at den vil fortsætte og muligvis endda øge den danske stats ejerandel i SAS til op til 30 procent, fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde fredag formiddag.
- SAS er i en vanskelig situation. Vi har skullet tage stilling til, hvordan vi i Danmark vil handle. Selskabet har stor betydning for det danske samfund, siger han.
I øjeblikket er den danske stats ejerandel i luftfartsselskabet 21,8 procent. Sverige har samme ejerandel i øjeblikket. Regeringen og aftalepartierne er i øvrigt klar til at eftergive selskabets gæld til staten på 3,5 milliarder kroner.
Wammen slår fast, at der ikke kommer en check til SAS i dag. Der skal også findes andre investorer, før staten vil støtte med flere penge.
- Det, der vil være vores udgangspunkt for, præcis hvor vi lægger os på ejerandel, er, at vi får en ejerandel, der er så tilpas robust, at vi vil kunne lave en aftale med en ny storaktionær i SAS, der varetager danske interesser, siger finansministeren.
- Det er bevæggrunden for, at vi har engagementet. Det er ikke, fordi staten som sådan har nogen planer om at drive flyselskab.
Aftalepartierne tæller Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, SF og De Radikale.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.