SYDDANMARK: Antallet af retspsykiatriske patienter har været stigende på landsplan de seneste mange år, og i Region Syddanmark har det betydet, at man har været nødt til at indlægge et stort antal retspsykiatriske patienter på almenpsykiatriske sengeafsnit.
Men det skal være slut nu, hvis det står til Psykiatri- og Socialudvalget i regionen, der ønsker at udvide den retspsykiatriske funktion i Middelfart, så regionen kan samle retspsykiatriske patienter her.
- Der har de seneste år været et voldsomt øget pres på den retspsykiatriske funktion i Middelfart, og det ønsker vi nu at imødekomme ved at oprette flere retspsykiatriske sengepladser, siger formanden for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiasen (DF) til dknyt.
Knap 10 pct. flere patienter på fem år
Antallet af retspsykiatriske patienter i Region Syddanmark er steget fra 968 til 1058 i perioden 2011-2015, viser nye tal fra Danske Regioners 'Benchmarking af psykiatrien 2015'. Det svarer til en stigning på 9,2 pct. på fem år. Alene fra 2014 til 2015 er der kommet 44 flere retspsykiatriske patienter til.
Udvidelsen af det retspyskiatriske afsnit i Middelfart indebærer, at et almenpsykiatrisk sengeafsnit med 16 senge ombygges til 14 retspsykiatriske sengepladser. Hvad angår de 16 almenpsykiatriske sengepladser, der nedlægges i Middelfart, oplyser regionen, at et tilsvarende antal almene pladser vil blive frigivet på regionens øvrige afdelinger, når de retspsykiatriske patienter, der er indlagt på et alment afsnit, kan rykke ind i det nye retspsykiatriske afsnit i juni 2018.
Der er således tale om en egentlig omrokering af pladser, der ikke ændrer på samlede antal sengepladser, men som øger antallet af specialiserede og sikrede retspsykiatriske sengepladser fra 70 til 84.
- Vi vil gerne have centreret de retspsykiatriske patienter i sikre rammer, så de ikke gør skade på sig selv eller andre. Og så vil vi gerne have, at det kun er fuldt uddannet personale, der er pædagogisk uddannet i at håndtere retspsykiatriske patienter, der har med denne patientgruppe at gøre, fortæller Thies Mathiasen om beslutningen.
En millioninvestering i retspsykiatriske patienter
Udviddelsen af den retspsykiatriske funktion i Middelfart ventes ifølge regionens beregninger at løbe op i 13,1 mio. kr. Foruden ombygningen af selve sengeafsnittet bliver der nemlig også behov for et større sikret udeareal og flere lokaler til indendørs aktiviteter.
Udover selve ombygningen ventes det nye afsnit at koste regionen 5,6 mio. kr. om året fra 2019 og frem, da retspsykiatriske sengepladser har højere bemanding og mere specialiseret personale end almenpsykiatriske afsnit, og derfor er dyrere i drift.
Regionsrådet skal træffe endelig beslutning om forslaget den 28. november 2016.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.