
I knap et år har regionerne undersøgt, hvordan jordforurening påvirker vandkvaliteten i vandløb, søer og langs kyster. Undersøgelserne er et led i myndighedernes samlede indsats for at sikre et godt og sundt vandmiljø for fisk og smådyr og for mennesker, der fisker eller bader i vandet.
De første resultater fra 135 vandløb viser, at PFAS er den stofgruppe, som oftest findes i vandet. Der er således fundet PFAS i 29 vandløb rundt omkring i Danmark. Derudover er der også fundet andre stoffer, som fx stammer fra gamle lossepladser eller tidligere industrivirksomheder, oplyder Danske Regioner.
- De første undersøgelser tegner et billede af, at vi finder stoffer, herunder PFAS, i vandløb i forbindelse med de samme brancher, hvor vi finder det i grundvand. Det viser, at vi står med en bred udfordring i forhold til stoffer, som truer både grundvandet og vandmiljøet i Danmark, siger Heino Knudsen (S), formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer.
I 2020 blev der indgået en aftale med Miljøministeriet, som gav regionerne penge til at foretage undersøgelser af påvirkningen fra 400 gamle jordforureninger, som var vurderet at kunne udgøre en risiko for vandløb, søer og kyster. Det sker for at sikre, at Danmark lever op til EU-direktivet om god vandkvalitet senest i 2027.
Regionerne gennemfører i alt ca. 400 undersøgelser i 2021 og 2022, hvoraf flertallet foretages i vandløb og resten i søer og ved kyster. Baseret på resultaterne fra 2021 vurderes det sandsynligt, at der også vil blive fundet PFAS-forbindelser i nogle af de kommende undersøgelser.
Ekstra analyser for PFAS
Oprindeligt indgik PFAS ikke i analyseprogrammerne, som varierer fra sted til sted, afhængigt af hvad kilden til jordforureningen er. Men med den nyeste viden om stoffernes giftighed og fund i andre undersøgelser har alle regioner besluttet at foretage PFAS-analyser de steder, hvor der kan være mistanke om at finde det.
Regionerne har i første omgang fået til opgave at afdække mulige forureninger og har netop orienteret Miljøstyrelsen og de respektive kommuner om de mange fund.
Når alle resultater er kendt, skal behovet for en indsats mod forureningerne drøftes med Miljøministeriet. Indsatsen indgår i vandområdeplanerne sammen med andre indsatser for vandmiljøet.
I slutningen af januar tjekkede Miljøstyrelsen 54 vandløb nær brandøvelsespladser for indhold af PFAS-forbindelser. Alle undersøgte fisk overholdt den sundhedsmæssige fastsatte grænseværdi, mens der var vandprøver fra ni vandløb, der viste sig at indeholde for meget PFAS.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.