
Den netop indgåede delaftale for Finansloven 2012 på sundhedsområdet bliver modtaget med tilfredshed hos Danske Regioner.
Aftalen betyder, at der tilføres yderligere ½ mia. kr. til sundhedsområdet – herunder til bekæmpelse af multiresistente stafylokokker, til vaccination mod livmoderhalskræft til kvinder op til 26 år og udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer.
Danske Regioners formand Bent Hansen (S) glæder sig over aftalen:
- Regeringen har klogt sat midler af til en række områder, hvor vi godt vil kunne gøre en ekstra indsats og tilbyde det bedste i de kommende år. Med kliniske retningslinjer får vi givet kvaliteten på sygehusene endnu et nøk opad og sikret, at ny viden hurtigst muligt kommer i brug på den enkelte afdeling. Og så glæder det mig, at regeringen har valgt at fastholde ordningen med akuthelikoptere på Sjælland og i Nordvestjylland foreløbig frem til 2015.
Kan hindre livmoderhalskræft
Også næstformand Carl Holst (V) ser gode perspektiver i aftalen:
- Man kan kun glæde sig over, at kvinder op til 26 år nu tilbydes vaccination, der kan hindre livmoderhalskræft. Det flugter i det hele taget rigtig fint med sundhedsvæsenets ambition om at få diagnosticeret og behandlet sygdomme tidligst muligt. Ligesom de kommende kliniske retningslinjer vil det være et kvalitetsløft i sundhedsvæsenet.
Med den nye aftale om sundhedsområdet i Finansloven for 2012 lægger regeringen desuden op til at fjerne brugerbetalingen for fertilitetsbehandling og afskaffe gebyret for tolkebistand.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.