
Regionerne er de bedst egnede til at tage styringen over fordelingen af elever på gymnasierne, mener formanden for Danske Regioner, Syddanmarks regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
En ekspertgruppe under Undervisningsministeriet lægger i en netop offentliggjort rapport op til, at ministeriet skal stå for området. Men den opgave ligger bedre hos regionerne, mener Stephanie Lose.
- Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at vi i regionerne, som jo arbejder med det her område i forvejen, får et stærkere politisk ansvar. Det er forskelligt mellem land og by og fra landsdel til landsdel, hvad det er for nogle problemer, man står overfor. Derfor er det nødvendigt at få løsninger, der passer til det enkelte område, og ikke løsninger der bare lige fastlægges på Christiansborg, siger hun.
Ekspertgruppen er i en ny rapport kommet med tre muligheder for, hvordan elever kan fordeles mellem gymnasierne. I dag er problemet blandt andet, at der er en skæv fordeling af elever med udenlandsk baggrund, og at udkantsområder er pressede, fordi de unge søger mod de store byer.
Eksperter foreslår klyngemodel
Som en løsning peger ekspertgruppen især på en såkaldt klyngemodel. I en klyngemodel bliver minimum tre gymnasier eller gymnasieafdelinger samlet inden for et specifikt afgrænset geografisk område.
Eleverne i området får mulighed for at ønske, hvilket gymnasium de vil optages på. Og der tages størst muligt hensyn til elevernes ønsker.
Fordelingen i den enkelte klynge skal ske på baggrund af karakterer. De 25 pct. elever med det laveste karaktergennemsnit fra grundskolen, eksempelvis folkeskolen, fordeles på klyngens gymnasier først. Derefter fordeles resten.
Der er lagt op til, at det er Undervisningsministeriet, som skal inddele i klynger. Regionerne mener, at klyngemodellen er et 'udmærket udgangspunkt' for videre debat, men det vil være dobbeltarbejde at lade ministeriet have det sidste ord.
- Der er ikke brug for at have to niveauer, hvor regionerne bliver hørt og ministeriet træffer beslutninger. I et land, hvor vi hele taler om, at vi har centraliseret for meget, er det oplagt område at gå så tæt på som muligt, og der har regionerne en rigtig god størrelse, siger Stephanie Lose.
På Christiansborg har De Radikale også meldt ud, at partiet mener, at ansvaret ligger bedst hos regionerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.