dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Regionerne svarer på kritik: "Der er opstået nogle misforståelser"

Over 1.400 praktiserende læger har protesteret mod lovforslag om almenmedicinske tilbud. Danske Regioner svarer igen i høringssvar.
22. AUG 2025 9.36

Danske Regioners næstformand Mads Duedahl (V) mener, at der i debatten om regeringens lovudkast til en ny struktur af det almen medicinske tilbud er opstået misforståelser om intentionen bag lovændringen og sundhedsreformen.

Det skriver Danske Regioner i sit høringssvar til lovudkastet.

I sidste uge protesterede over 1.400 praktiserende læger i en underskriftindsamling over udsigten til den nye struktur, der lægges op til med sundhedsreformen. Lægerne mener, at lovforslaget underminerer vilkårene for praktiserende læger, blandt andet med krav om, hvor længe de skal holde åbent.

- Jeg synes, det er voldsomt, at man i bund og grund vil tilsidesætte enhver forhandlingsret og bare diktere vores vilkår, mener praktiserende læge Daniel Sindhøj, som står bag underskriftsindsamlingen.

I regionernes høringssvar forsøger Mads Duedahl at mane kritikken til jorden. Han understreger, at de praktiserende lægers åbningstider bør være en del af aftalen:

- I takt med at der kommer flere læger, er det også fair, at patienterne kan forvente mere fleksible åbningstider, og det bør afspejle sig i kravene til almen praksis i fremtiden. Åbningstiderne er allerede reguleret i overenskomsten, og et naturligt første skridt vil være at skrive den nuværende aftale om åbningstider ind i beskrivelsen af, hvad der forventes af en praktiserende læge, siger Mads Duedahl.

En grundsten

Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) kalder de praktiserende læger "en grundsten i det danske sundhedsvæsen" og holder fast i, at regeringens lovudkast vil give bedre rammer til borgerne i de dele af landet, hvor der er allerflest syge borgere.

- I dag er der færrest læger i de dele af landet, hvor der er allerflest syge borgere. Det er skævt, og det kræver, at vi gør nogle ting anderledes. Med lovudkastet får vi bedre rammer til at sikre borgerne mere sammenhæng og ensartet kvalitet i sundhedstilbuddene – uanset hvor de bor, siger Anders Kühnau.

- Regionerne og sygehusene skal også omstille sig. De praktiserende læger skal kunne forvente, at sygehusene understøtter deres daglige arbejde i langt højere grad.  Regionerne skal sikre, at almen praksis har gode forudsætninger for at løse opgaverne. Hvis klinikkerne oplever udfordringer, skal regionerne kunne hjælpe med at løse dem, fortsætter Anders Kühnau. 

Kritikken af lovudkastet holder ved på Christiansborg, hvor indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) tirsdag besluttede at indkalde sundhedsordførerne til et ekstraordinært møde for at tale kritikken igennem. 

Ifølge Danmarksdemokraternes sundhedsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl var mødet vigtigt for at skabe klarhed. Høringsfristen udløb 21. august

lal

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/regionerne-svarer-paa-kritik-der-er-opstaaet-nogle-misforstaaelser

GDPR