Retssagen mod en 62-årig PET-ansat skal foregå bag lukkede døre, så journalister og almindelige tilhørere ikke må overvære sagen.
Det har en dommer i Københavns Byret besluttet på et retsmøde mandag. Dommeren henviser til, at sagen handler om oplysninger om statens sikkerhed og samarbejdet med fremmede magter.
Den tidligere ansatte i Politiets Efterretningstjeneste (PET) var en af de personer, som sammen med den hjemsendte spionchef Lars Findsen blev anholdt i december 2021 og sigtet for at lække højt klassificerede oplysninger.
I modsætning til Findsen blev den PET-ansatte løsladt den efterfølgende dag efter cirka en times retsmøde i byretten. Også selve forhandlingen om, hvorvidt sagen skulle være for lukkede døre, blev holdt i hemmelighed.
Det afgjorde dommeren, efter at både forsvarer og journalister havde protesteret imod det. Derfor kom kun en kort begrundelse frem fra anklageren på, hvorfor sagen skal hemmeligholdes.
- Der kan ikke redegøres nærmere for baggrunden for dørlukningen, men det kan oplyses, at det er den særlige fortrolighed, der kræves i forhold til Danmarks forhold til fremmede stater, lød anklagerens argument.
Forsvarer vil have åbenhed
Den 62-årige tidligere PET-ansatte, der er beskyttet af navneforbud, var mandag også til stede for at overvære retsmødet om de lukkede døre. Han sad ved siden af sin forsvarer, Jakob Lund Poulsen, som ytrede ønske om at få åbenhed om sagen. Han mener, at der er en væsentlig offentlig interesse i, at sagen belyses.
- Jeg vedkender gerne, at der er omstændigheder i sagen, hvor det sikkert vil være vigtigt at lukke dørene under forklaring eller dokumentation. Men hvorvidt det spørgsmål, der behandles her, bør behandles for dobbeltlukkede døre, mener jeg ikke, er nødvendigt, sagde forsvareren.
Den nøjagtige sigtelse mod den 62-årige er stadig hemmelig, men flere medier har tidligere skrevet, at han skal have lækket oplysninger om Ahmed Samsam til journalister.
Samsam blev i 2017 anholdt i Spanien og året efter dømt for at tilslutte sig en terrorbevægelse på rejser i Syrien. Berlingske har dog afsløret, at han på rejser til Syrien arbejdede for efterretningstjenesterne PET og FE.
Ved retsmødet mandag dukkede Samsams advokat, Erbil Kaya, også op. Det begrundede han med pressens dækning af koblingen mellem Samsam og den 62-årige.
- Spørgsmålet er, om han (Samsam, red.) ikke er forurettet i denne straffesag, sagde advokaten.
Han ønsker at overvære selve retssagen, men om han må det, vil dommeren ikke tage stilling til endnu.
Det er før kommet frem, at den tidligere PET-ansatte nægter sig skyldig i at have lækket statshemmeligheder.
Beslutningen om at lukke dørene kan blive kæret til Østre Landsret.
/ritzau/
Red: Afsnit i sidste del af artiklen om Samsams advokat er tilføjet kl. 15.20
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.