dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Boligprojektet Bøstofte i Kværkeby er et eksempel på, hvordan Ringsted Kommune, gerne vil tænke bosætning og natur sammen. Arkivfoto fra det nærliggende fuglereservat i Kværkeby.
Johnny Madsen/Biofoto /Ritzau Scanpix

Ringsted vil have landsbyer til at binde landbrug, natur og bosætning sammen

Som i andre kommuner skal nogle landbrugsarealer i Ringsted Kommune fremover give plads til andre formål - til gavn for grundvand og landsbyliv. Et konkret 2023-projekt virkeliggør visionerne, vurderer kommunen.
5. AUG 2025 15.53

RINGSTED: Udover fortsat nogen landbrugsproduktion skal der i Ringsted Kommune i stigende grad fokuseres på beskyttelse af drikkevand, naturgenopretning og udvikling af lokalsamfundet med attraktive landsbyer. Det tager et forslag til Kommuneplan 2026-2038 i al fald afsæt i - forslaget er i høring indtil torsdag i denne uge, oplyser kommunen.

Mange arealer forventes at skulle bruges til udtagning af lavbundsjorde, der skal reducere udledningen af drivhusgasser og udvaskning af kvælstof i åer og søer.

- Vi har et stort ansvar for at bruge vores åbne landarealer klogt – både i respekt for landbruget, og for klimaets, naturens og fremtidige generationers skyld. Med kommuneplanen tager vi et vigtigt skridt mod en grønnere Ringsted Kommune, hvor der er plads til både erhvervsliv, mennesker og mangfoldig natur, siger borgmester Klaus Hansen (V).

Visioner til virkelighed

Et aktuelt projekt ved Bøstofte i Kværkeby viser, ifølge kommunen, hvordan visionerne bliver til virkelighed. 

Her planlægges omkring 170 nye boliger i en blanding af gårdhuse, rækkehuse og kompakte parceller med det formål at skabe mulighed for boligrotation i forskellige livssituationer. På den måde vil unge, familier og seniorer kunne blive boende i området hele livet.

Bøstofte-projektet er desuden skabt med udgangspunkt i landskabet og naturen, hvor der er arbejdet med regnvandshåndtering og klimatilpasning før placeringen af bebyggelsen. Derudover bliver der sammenhængende stiforbindelser til landsbyen, det åbne land og rekreative muligheder.

Drikkevand og landsbyer

Mange områder i kommunen ligger desuden i sårbare drikkevandszoner, og her skal det prioriteres at begrænse miljøpåvirkninger, så rent drikkevand kan sikres til fremtidige generationer.

Et vigtigt redskab bliver håndtering af regnvand, oversvømmelser og ændringerne af nedbørsmønstre - både i forbindelse med landbrugsarealer og nye bebyggelser. Og håndteringen skal i stigende grad tænkes sammen med naturgenopretning og landskabspleje.

- Vi skal passe på vores drikkevand og ruste kommunen til fremtidens klima. Derfor prioriterer vi at beskytte de sårbare grundvandsområder og samtidig tænke klimatilpasning ind i al planlægning – både i byerne og på landet, siger Britta Nielsen (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget.

Udover et vigtigt samspil mellem landbrug og bæredygtig natur skal kommunens landsbyer spille en nøglerolle som både bosted og drivkraft for grøn omstilling – fx projektet i Bøstofte. 

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ringsted-vil-have-landsbyer-til-at-binde-landbrug-natur-og-bosaetning-sammen

GDPR