
KØBENHAVN / HOVEDSTADEN: Politikeren Finn Rudaizky (DF) går nu til Folketingets Ombudsmand efter at Valgbarhedsnævnet i maj erklærede, at han ikke længere er valgbar og derfor måtte træde ud af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune såvel som Regionsrådet i Region Hovedstaden. Det skriver den københavnske lokalavis Havnefronten.
Valgbarhedsnævnet traf sin afgørelse efter, at Rudaizky blev idømt en bøde på 10.000 kr. for at have lækket fortrolige oplysninger om gerningsmanden, Omar El-Hussein, der stod bag terrorangrebet på Krudttønden og Synagogen.
Finn Rudaizky mener imidlertid ikke, at Valgbarhedsnævnets afgørelse lever op til lovens intentioner eller bogstav og derfor inddrager han nu Ombudsmanden i sagen:
- I afgørelsen fra Valgbarhedsnævnet er der citeret fra byrettens afgørelse. Det afsluttes med, at jeg derfor ikke er valgbar, siger Rudaizky til Havnefronten.
- Nævnet kunne have citeret samme tekst fra byrettens afgørelse og konkluderet, at jeg fortsat er valgbar. Derfor går jeg nu til Ombudsmanden, fortsætter han.
Går efter proceduren, ikke afgørelsen
Finn Rudaizky mener ikke, at Valgbarhedsnævnet har givet en egentlig begrundelse for sin beslutning. Og dermed har han ikke haft mulighed for at vurdere, om afgørelsen er rigtig.
Over for Ritzau understreger Finn Rudazky, at det er proceduren i Valgbarhedsnævnet og ikke afgørelsen, han vil have Ombudsmanden til at se på.
- Og så vil jeg have en forklaring på, hvorfor man har ændret praksis. Andre politikere er tidligere dømt for meget værre ting som vold og terrorstøtte, uden at Valgbarhedsnævnet har grebet ind, siger han.
Allerede da Valgbarhedsnævnet traf sin afgørelse, fortalte politikeren, at han agter at stille op til KV17 og RV17.
74-årige Finn Rudaizky var formand for det Mosaiske Trossamfund fra 1979 til 1982 og har siden 2008 repræsenteret Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation efter at have været socialdemokrat i en lang årrække.
Ritzau / mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.