Russiske skibe må ikke lægge til i danske havne efter den 16. april. Det sker som konsekvens af en ny sanktionspakke fra EU. Det skriver Trafikstyrelsen i en meddelelse på sin hjemmeside.
"I henhold til forordningen er det således efter den 16. april 2022 forbudt at give adgang til EU-havne for fartøjer, der er registreret under russisk flag. Forbuddet gælder også for fartøjer, der har skiftet deres russiske flag eller deres registrering til en hvilken som helst anden stats flag eller register efter den 24. februar 2022", skriver Trafikstyrelsen på sin hjemmeside.
Den europæiske sanktionspakke er den femte i rækken, efter at Rusland den 24. februar invaderede Ukraine. Invasionen fortsætter på trods af, at de russiske styrker er slået tilbage fra Ukraines hovedstad, Kyiv.
I det østlige og sydøstlige Ukraine er der fortsat hårde kampe og belejringer. Rusland anklages desuden for drab på civile og en række krigsforbrydelser.
Som nogle af de første sanktioner indførte EU et flyveforbud for russiske fly i europæiske lufthavne. Og nu er der altså også indført et anløbsforbud, så russiske skibe ikke må anløbe havne i EU.
250 anløb årligt
Det er den lokale havnemyndighed, der har ansvaret i Danmark for at opretholde forbuddet.
- Såfremt der er russiske flagede fartøjer i danske havne, når forbuddet træder i kraft natten efter den 16. april 2022, skal pågældende havn orientere skibsføreren om, at fartøjet er omfattet af forbuddet og skal forlade havnen, skriver Trafikstyrelsen.
Ifølge TV 2 Lorry sker det omkring 250 gange om året, at et russisk skib anløber i danske havne. 170 af dem er i Frederiksværk, hvor stålvalseværket NLMK DanSteel ligger. Det er ejet af den russiske rigmand Vladimir Lisin.
DanSteel har i forrige uge valgt at stoppe transporten af dets hovedråvare, såkaldte stål-slabs fra Rusland, med russiske skibe. Virksomheden har omlagt transporten til ikkerussiske skibe og omgår dermed sanktionerne. Et skifte, som har været længe undervejs, har direktøren sagt ifølge Berlingske.
Forbuddet gælder ikke skibe, der har brug for hjælp og for at redde liv eller opretholde sikkerheden får anvist en havn.
Foreningen for danske lodser, Danish Maritime Pilots, har tidligere sagt, at man ønsker at slippe for at hjælpe russiske skibe igennem dansk farvand.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.