Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, lægger en helt ny plan på bordet, der skal genoprette tilliden til Skat. Hun vil skaffe 1000 helt nye ansatte, der skal arbejde intensivt på at nedbringe skattesnyd i Danmark, skriver Jysk Fynske Medier.
De nyansatte medarbejdere skal arbejde fra fire nye skattecentre, hvoraf to skal placeres i Jylland, ét på Fyn og ét på Sjælland, Lolland eller Falster.
Planen lægger sig oven på den genopretningsplan, som blev vedtaget i november af regeringen, S, R og DF, hvor der blev investeret syv mia. kr. og tilføjet 2000 nye medarbejdere i Skat.
Vil indkradse 750. mia. om året
Den nye plan fra Socialdemokratiet vil koste 750 mia. kr. om året, men allerede andet år efter etableringen vurderer Socialdemokratiet, at planen vil begynde at give overskud.
Det sker, fordi medarbejderne vil tjene deres egen løn ind mange gange. Og i år 2030 skal planen give et samlet overskud på 40 mia.kr.
- Det handler helt grundlæggende om retfærdighed. Vi har et samfund, der bygger på en kontrakt om, at vi alle bidrager med det, vi skal, siger Mette Frederiksen.
- Vi ser, at den kontrakt bliver undermineret af blandt andet sagerne om udbytteskat og Panama-papirerne. Folk mister tillid til myndighederne, og den skal vi have genopbygget, siger hun.
Bakker op om udflytninger
Mette Frederiksen siger, at hun ønsker et Danmark, der hænger sammen. Derfor står hun også fuldt ud bag regeringens planer om at flytte arbejdspladser ud af København.
- Vi ser vitterligt et Danmark, der ikke udvikler sig i samme takt. Etape to i løsningen på det er at supplere udflytningen med oprettelsen af helt nye statslige arbejdspladser i provinsen, siger Mette Frederiksen.
Hos Landdistrikternes Fællesråd tager man godt imod Socialdemokratiets udspil.
- Det er meget positivt, at Socialdemokratiet foreslår, at man opretter nye regionale skattecentre i Danmark. Skat løser opgaver for borgere og virksomheder i hele landet. Derfor bør arbejdspladserne også være fordelt i hele landet, siger formand Steffen Damsgaard.
Han hæfter sig særligt ved, at Socialdemokratiet foreslår, at centrene skal ligge i yderkommuner og dermed uden for de fire-fem største byer.
- Jeg er meget glad for, at Socialdemokratiet kommer med et forslag, der handler om at sikre en bedre balance i fordelingen af statslige arbejdspladser, siger han.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.