dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Jørn "Jønke" Nielsen vil blot samle stemmer til Stabilt Demokratis spidskandidat, som har voldsramte kvinder og børn som mærkesag. Men han har også mulighed for selv at blive valgt.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Valgmatematik:
Så meget skal der til, før Jønke bliver valgt

Eksrockeren tegner foreløbig partiet, selv om han kun er nummer to på en partiliste. Vi har regnet på hans chancer for at blive valgt.
7. OKT 2025 14.45

ODENSE: Det har vakt opsigt, at den tidligere HA-rocker og drabsdømte Jørn "Jønke" Nielsen stiller op til kommunalvalget i Odense for partiet Stabilt Demokrati.

Selv siger han, at han blot skal agere stemmesluger for Maria Marinovic, som står øverst på listen. Men hvor stor er sandsynligheden for, at han faktisk selv bliver valgt? Det har DK Nyt forsøgt at finde svar på.

Med i beregningerne hører, at Stabilt Demokrati opstiller på partiliste og er indgået i valgforbund med Lokallisten Nyt Odense. Det fremgår af kommunens netop offentliggjorte valgliste.

2.594 stemmer var ikke nok i 2021

Hvorvidt det lykkes valgforbundet at få en af de 29 pladser i byrådet, afhænger naturligvis af, hvor mange der stemmer på det, og hvor mange stemmer der bliver afgivet i alt.

I 2021 blev der afgivet 106.884 gyldige stemmer i Odense. Det svarer med simpel hovedregning til 3.686 stemmer pr. mandat. Det kan naturligvis højst bruges som et fingerpeg, da det er den d'Hondske metode, der bruges til at fordele mandaterne.

Til gengæld kan man se, at Dansk Folkeparti i 2021 fik 2.594 stemmer svarende til 2,4 procent, og at det ikke var nok til at opnå valg (DF var i valgforbund med Venstre, Konservative, Kristendemokraterne og en lokalliste). Samtidig fik Nye Borgerlige ét mandat i et valgforbund, som i alt fik 5.938 stemmer. 

Så slag på tasken skal der formentlig over 3.000 stemmer til valgforbundet, før det giver et mandat. Som så vil gå til det af de to partier, der får flest. Ved KV21 fik Lokallisten Nyt Odense kun 115 stemmer.

Partiliste kan sprænges

Skulle Stabilt Demokrati lykkes med at få et mandat, vil opstillingen på partiliste normalt betyde, at den øverste på listen bliver valgt. Der er dog undtagelser. 

Valgreglerne siger, at listens samlede stemmetal divideres med et tal, som er én større end det antal mandater, listen har fået. Det rundes op til nærmeste hele tal, som bliver det såkaldte fordelingstal. Hvis nogen når et personligt stemmetal, der er mindst lige så stort som fordelingstallet, er de valgt.

I det tilfælde, at Stabilt Demokrati får et mandat, vil reglen betyde, at partiets stemmetal skal divideres med to. Hvis en af de to kandidater på listen kommer over det tal, er vedkommende valgt. Skulle listen få et mandat, går det altså til Jørn Jønke Nielsen, hvis han har fået mindst halvdelen af stemmerne.

Spidskandidat med samværssag

Foreløbig er det Jørn Jønke Nielsen, der har tegnet partiet i de lokale medier, mens Maria Marinovic primært har meddelt sig på sociale medier. 

Her skriver hun, at hendes mærkesag er, at "retfærdighed sker fyldest for de kvinder og børn, der udsættes for vold, og for de borgere, der bliver kørt over af systemet". Det fremgår også, at hun selv har konflikter med myndighederne, fordi hun nægter at udlevere sit barn til samvær med faderen. 

"Det har aldrig været min hensigt at gå ind i politik, men når systemet svigter, så må man selv handle. (...) Det her er en kamp for mine og jeres børn og familier," skriver hun på Instagram.

Mødes i debat

Det bliver også Jørn Jønke Nielsen, der kommer til at tegne partiet i en TV-debat hos TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende 5. november. Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) sagde i sidste uge, at han ikke ønskede at stille op til debatter med Jønke, men trækker nu i land og møder op til valgmødet, selv om Jønke deltager, skriver avisen. 

- Den her debat har været i min kalender længe. Det kommer ingen nytilkomne kandidater til at ændre på. Helt generelt ønsker jeg ikke at bidrage til Jørn Jønke Nielsens forsøg på at gøre sig bemærket i forbindelse med kommunalvalget, lyder det fra borgmesteren.

Både han og Venstres og De Konservatives borgmesterkandidater, Lars Christian Lilleholt og Søren Windell, har opfordret kandidater og vælgere til så vidt muligt at undlade at give eksrockeren opmærksomhed.

65-årige Jørn "Jønke" Nielsen var med til at grundlægge Hells Angels i Danmark og er tidligere dømt for både vold og drab. Blandt andet er han dømt for i 1984 at have dræbt præsidenten i den rivaliserende rockergruppe Bullshit.

Han flygtede efter drabet til udlandet, men vendte i 1988 hjem til Danmark og tilstod. Han blev idømt 16 års fængsel for likvideringen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/saa-meget-skal-der-til-foer-joenke-bliver-valgt

GDPR