Når børn i Danmark forlader vuggestuen, er der cirka et års forskel på børnenes sproglige, matematiske og socio-emotionelle kompetencer. Ved udgangen af børnehaven er denne forskel øget til 2,5 år.
Det problem har forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet forsøgt at afhjælpe ved at udvikle en enkel og evidensbaseret pædagogisk ramme ved navn "Vi lærer sammen". En metode, som ifølge evalueringer har vist sig at styrke både sprog og vigtige kompetencer hos børn i dagpleje, vuggestue og børnehave, oplyser universitetet.
Nu vil forskerne gerne have modellen udbredt til flere danske kommuner og støtte dem i at skabe vedvarende pædagogisk udvikling. Derfor inviterer de alle kommuner til at deltage i et partnerskab, hvor kommunen får mulighed for at implementere "Vi lærer sammen" i tæt samarbejde med forskere og konsulenter. Til gengæld skal kommunen forpligte sig til at arbejde med modellen i flere år og stille data fra arbejdet til rådighed for forskerne.
Data skal blandt andet bruges til at finde ud af, hvad der gør det vanskeligt at arbejde systematisk med modellen, og hvad der på forskellige niveauer kan støtte det pædagogiske personale i arbejdet. Desuden skal data vise, om de positive effekter på børnenes sprog og kompentencer kan fastholdes over tid, for hvilke børn og på hvilke vilkår.
Fem forløb
TrygFonden indgår i et strategisk partnerskab med universitetet og støtter forskningen og indsatsen med 20 mio. kr. over de næste fem år.
Alle landets kommuner vil i den kommende tid modtage en invitation til at deltage.
Vi lærer sammen er et forløb med fem temabaserede forløb, der består af:
- En evidensbaseret pædagogisk ramme, som det pædagogiske personale omsætter til en praksis, der støtter, udfordrer og engagerer børnene og styrker deres kompetencer.
- Læringsmål og målord baseret på viden om, hvad børn kan lære på forskellige tidspunkter.
- Redskaber med understøttende strategier baseret på viden om, hvordan børn lærer. De er en hjælp til at tilpasse arbejdet med Vi lærer sammen til det enkelte barn og skabe interaktioner af høj kvalitet.
- Materialer til praksisrefleksion og løbende evaluering af arbejdet med indsatsen og det enkelte barns udbytte.
- Som partnerkommune får man desuden adgang til en række nyudviklinger af Vi lærer sammen. Blandt andet Vi lærer sammen i indskolingen, som skal støtte børns udvikling i de yngste klasser og bidrage til at skabe bedre sammenhæng og bedre overgange mellem vuggestue/dagpleje, børnehave og skole.
Man kan læse mere om projektet her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.