
Seks børn i alderen 12 til 16 år har arbejdet for den vestsjællandske virksomhed LM Multiservices, der er anklaget for at lade børn udføre ulovligt arbejde med asbest. Det siger borgmester i Odsherred Kommune, Karina Vincentz (Nyt Odsherred), til TV 2.
Mindst tre af de seks børn, der alle kommer fra Odsherred Kommune, har arbejdet med det sundhedsskadelige materiale.
- Man ved ikke, hvad de tre andre børn har lavet for virksomheden, men de kan sagtens have arbejdet med asbest. Det har vi bare ikke viden om, siger hun.
Karina Vincentz oplyser også, at der er tale om udsatte børn, og at de har haft fravær fra deres skole.
- De er blevet aflønnet med kontanter og elektronik, og dermed vidner det om, at der ikke har været helt ordinære ansættelsesforhold.
Børnene har desuden udført arbejde om natten.
SSP ind over
Odsherred Kommune blev bekendt med sagen for to uger siden. Efterfølgende har SSP-konsulenter haft samtaler med børnene.
I mandags kom det frem, at to af børnene på 14 og 15 år, der arbejdede for LM Multiservices, havde revet asbestholdige eternittagplader ned i en ejendom i Sønderjylland.
Arbejdet blev i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet beskrevet som livsfarligt. Byggepladsen fik besøg af Arbejdstilsynet 18., 19. og 20. september og gav i den forbindelse 14 strakspåbud.
Påbuddene blev givet på grund af det ulovlige arbejde, som de unge udførte samt deres arbejde med farlige stoffer og materialer uden at bruge sikkerhedsforanstaltninger.
Arbejdstilsynet oplyste i mandags til Ekstra Bladet, at sagen er blevet anmeldt til Midt- og Vestsjællands Politi.
Uvidenhed om asbest
Ejerne af LM Multiservices har sagt til Radio IIII, at de ikke vidste, hvad asbest var, før de sendte den 14-årige og 15-årige ud på byggepladsen.
- Det er selvfølgelig en fejl af os, at vi ikke har tjekket 100 procent op på det. Det er selvfølgelig meget beklageligt for forældre og involverede parter i sagen. Men vi er alle bare mennesker. Der er ingen, som har haft en forudsætning om at ville skade andre, sagde Tobias Nielsen, der er medejer af virksomheden, til Radio IIII i tirsdags.
Samtidig siger ejerne, at de ikke havde kendskab til, at børnene var mindreårige.
Det undrer Karina Vincentz.
- Det er virksomhedens ansvar at sørge for, at dem, de ansætter, er gamle nok, og at de arbejder efter arbejdsmiljøreglerne, siger borgmesteren.
Underleverandør
Ejerne mener, at det juridiske ansvar skal placeres hos en anden virksomhed, da LM Multiservices ifølge dem blev hyret ind som underleverandør.
Asbest var tidligere meget anvendt i byggematerialer og isolering. Det er blevet forbudt at anvende materialet i Danmark og mange andre lande, fordi det er sundhedsskadeligt.
Hvis man indånder asbestfibre, kan de sætte sig fast i lungevævet, hvilket ifølge lex.dk kan give en lidelse, der kaldes asbestose og øge risikoen for lungekræft.
/ritzau/
Fakta om Arbejdstilsynets besøg på virksomheden LM Multiservices
Der blev mandag givet i alt 14 strakspåbud på grund af børnenes ulovlige arbejde med det sundhedsskadelige materiale. TV 2 har fået aktindsigt i påbuddene. Nogle af de forhold, som virksomheden har fået påbud for er:
- Der henlå synlige rester af asbest på byggepladsen.
- Der blev ikke anvendt personlige værnemidler af nogen art.
- Der var ikke opsat skiltning med teksten: "PAS PÅ! ASBESTARBEJDE. Ingen adgang for uvedkommende".
- Der lå rester af asbest rundt omkring bygningen.
- Nedtagne plader henlå på paller uden emballage.
- Affaldet var ikke mærket med asbest.
- De ansatte arbejdede med nedtagning af asbestholdigt tageternit uden at være beskyttet mod risikoen for asbeststøv.
- To unge på henholdsvis 14 år og 15 år arbejdede med nedtagning og indpakning af asbesttagplader. De to unge stod uden opsyn af ledelse og arbejdede med asbestholdigt eternit ved Arbejdstilsynets ankomst.
- Arbejdstilsynet vurderer, at virksomhedens viden omkring emnet asbest er mangelfuldt.
Kilder: TV 2
Red: Ny rubrik og underrubrik, samt gennemskrevet brødtekst med oplysninger og citatater fra Karina Vincentz kl. 12.55 - Samt faktaboks tilføjet kl. 13.35
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.