
HADERSLEV: Politiet har opgivet en del af sigtelserne mod byrådsmedlem Mogens Rerup (ALT), men opretholder andre efter samme paragraf. Forklaringen er, at de opgivne sigtelser vedrører begivenheder fra før den dato, paragraffen trådte i kraft, fremgår det af et brev fra Statsadvokaten i Viborg, som Mogens Rerup selv har offentliggjort på Facebook.
Sagen vedrører ikke Mogens Rerups virke som byrådsmedlem, men som bisidder i sociale sager. En dobbeltrolle, der har skabt en del akavede situationer i tidens løb. Politianmeldelsen mod ham blev indgivet af økonomiudvalget og gjaldt chikane og vidnetrusler mod navngivne sagsbehandlere.
Illustrativt for forløbet gengiver Mogens Rerup i sit Facebook-opslag navnene på de ni sagsbehandlere og andre kommunalt ansatte, som han nu ikke længere er sigtet for at have udsat for fredskrænkelser. Hvad angår sigtelserne for begivenheder, efter at den pågældende straffelovsparagraf 119a trådte i kraft, vil de blive fulgt op med en tiltale og altså en retssag, bemærker Statsadvokaten.
Om de opgivne sigtelser siger Mogens Rerup til JydskeVestkysten, at han især er glad for, at de gælder den periode, hvor han var mistænkt for vidnetrusler. Han har "aldrig truet nogen, og da slet ikke de medarbejdere", siger han til avisen.
Retssagen er endnu ikke officielt berammet, men Mogens Rerup mener i et andet Facebook-opslag at vide, at der er reserveret to retsdage i begyndelsen af november, inden KV21, og en retsdag efter, i begyndelsen af december.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.