Det er ikke kun i bestemte bydele i København, Aarhus og Odense, at der findes skoler, hvor omkring halvdelen af eleverne er tosprogede. Ifølge tal fra Undervisningsministeriet er den slags skoler også en tendens i byer som Kolding, Herning, Vejle, Nykøbing Falster og Sønderborg. Det skriver Kristeligt Dagblad.
I alt er der 26 kommunale folkeskoler med over 50 pct. tosprogede, 42 skoler, hvor andelen overstiger 40 pct., og 78 skoler, hvor andelen overstiger 30 pct.
Tallene, som er fraregnet specialskoler og 10. klassescentre, viser ifølge Andreas Rasch-Christensen, udviklings- og forskningschef ved professionshøjskolen VIA University College, at der er tale om et problem, som hverken den enkelte skole eller den enkelte kommune kan løse alene.
'White-flight'
- Det er svært at sætte en præcis procent på, hvor stor en andel af tosprogede der skal til, for at der opstår faglige vanskeligheder, for tosprogede er en fagligt meget uensartet gruppe, siger han og tilføjer:
- Men høje koncentrationer på 30 pct. eller mere kan være et fagligt problem, og desuden er der erfaring for, at forældre til ’gammeldanske’ elever begynder at flytte deres børn. Og forældrene reagerer typisk i forhold til procent og ikke i forhold til klassens faglige udvikling, forklarer han.
Også international skoleforskning har sat fokus på, hvordan høje procenter af tosprogede kan føre til såkaldt 'white-flight', altså at 'hvide' forældre flytter deres børn, fortæller Bolette Moldenhawer, lektor i pædagogik ved Københavns Universitet, der i 2008-11 deltog i et tilsvarende projekt.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.