SLAGELSE: Et ifølge hovedpersonen 'horribelt' forløb kulminerede mandag - kort før byrådsmødet - med en fyreseddel til Helle Blak (SF). Det skriver Sjællandske.
Dermed er byrådsmedlemmet nu officielt opsagt som leder af Rosenkildegårdens Ungdomscafé, 23 år efter hun begyndte at arbejde i Slagelse Kommune, angiveligt grundet manglende tillid, efter at en intern revision har afsløret flere kritisable forhold - eksempelvis for høje lønninger og kritisabel omgang med penge på værestederne.
Sagen og kommunens behandling har lammet hende i en grad og tæret på hendes kræfter, så hun nærmest ikke kan finde fodfæste.
Det siger hun til Sjællandske i kølvandet på opsigelsen, som hun modtog små 20 minutter før byrådsmødet mandag.
- Det er absolut den mest grundløse og usaglige fyring, jeg nogensinde har hørt om, lyder det fra Helle Blak, som siden starten af marts, hvor hun første gang kunne læse om sin forestående fyring i Sjællandske, har kæmpet imod 'en mur og modstand, hun mødes af fra arbejdsgiveren, Slagelse Kommunes, side'.
Overvejer at politianmelde kommunen
Hun oplyser dog, at hun ikke er parat til at smide håndklæddet i ringen og acceptere fyringen, og det er hendes fagforening absolut heller ikke.
Byrådsmedlemmet, som også er blevet politianmeldt, men stadig intet har set til anmeldelsen - andet end et notat, som hun er blevet præsenteret for på forespørgsel - mener ikke, at kommunen bør slippe af sted med fyringen.
- Det har haft store personlige konsekvenser for mig, og jeg kan fortælle, at min fagforening BUPL og jeg har begæret ønske om en ny forhandling, siger hun og tilføjer, at forhandlingen i forhold til den tidligere påtænkte fyring slet ikke var blevet gjort færdig, før hun mandag modtog den egentlige opsigelse.
Sjællandske erfarer fra BUPL, at der slet ikke er blevet forhandlet nogen aftale på plads, ligesom hovedforbundet stadig overvejer at melde kommunen til politiet for sin - ifølge fagforeningen - usaglige fyring.
Økonomiudvalget meldt til politiet
Enhedslistens to medlemmer, Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen, oplyser til Sjællandske, at de har meldt kommunens økonomiudvalg og kommunaldirektør Jane Wiis til politiet.
- Økonomiudvalget har 'klokket i det' med tavshedspligten og offentliggjort, at Helle Blak 'påtænkes fyret'. Det lækker de i referatet fra det møde 20. marts, hvor de beslutter at anmelde byrådet. Det har ikke været offentliggjort før, siger Jørn Melchior Nielsen.
De to medlemmer af Enhedslisten politianmelder de ansvarlige for offentliggørelsen af referatet, som de mener er det samlede udvalg samt kommunaldirektør Jane Wiis.
- Hidtil har det kun været oplyst til byrådsmedlemmerne fra kommunaldirektøren, at Helle Blak er politianmeldt. Intet andet. Alle medlemmer af økonomiudvalget har skrevet under på referatet og offentliggør hermed oplysninger, som alle andre byrådsmedlemmer ikke engang er oplyst om, skriver Jørn Melchior Nielsen og Thomas Clausen i politianmeldelsen.
Som en sidenote kan nævnes, at borgmester Stén Knuth og byrådet i sidste uge meldte sig selv til politiet, efter at samtlige politikere i Økonomiudvalget stemte for en undersøgelse af, hvem der har brudt sin tavshedspligt og lækket i sagen til pressen.
Kommunaldirektør Jane Wiis har ingen kommentarer til sagen, da det er en personsag. Hun bedyrer, at disse sager er belagt med tavshedspligt. Til Enhedslistens politianmeldelse udtaler borgmester Stén Knuth kortfattet, at han 'afventer politiets undersøgelse af det anmeldte'
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.