Slaget 18. april 1864 - historiens spejl til nutidens beslutninger

EFTERÅRSFERIELÆSNING

Af Paul Hegedahl

Tom Buk-Swienty:
'Slagtebænk Dybbøl - 18. april 1864. Historien om et slag'
Gyldendal, København 2008.
Kr. 299,00 inkl. moms.
397 s., indb., en note om citatskik, kildemateriale og arkiver,
Kilder kapitel for kapitel, anvendt litteratur, stikordsreg.
ISBN 978-87-02-05000-4.
Af Dansk Historisk Fællesråd valgt som årets historiske bog 2009.

 

' - - Forfærdede stod de alle foran de åbnede luger. De så gennem regn og nat, kun en eneste stribe af rødt - som randen af et hav, mens bag det, på højderne, huse brændte i grunden med dunkel flamme, som ville den røde ild rinde ned over bakkernes kamme. Og den tykke luft, luften over landet i brand, var fuld af granater som af glødende od ilsomme kloder, mens lyden fra de flygtendes tros - soldaterne på flugt, vognenes raslen, de tusinde vandreres trin - nåede dem som den sagte knitren af et kæmpebål.
Under sagte jammer, med sammenknugede hænder faldt madam Bølling ned mod lugens åbning ved siden af sin mand.
- Det er øen, der brænder, hviskede hun.
Lugerne slog voldsomt ind mod tårnets mur; det var, som Himlen sendte alle vande ned over Jorden, mens i den røde rand røgens skygger sprang som onde dværge.
Det gav ryk på ryk i tårnets dør. Hundene foer jublende ind dernede.
Tine havde vendt sig. Lygten greb hun - hun troede, hendes hjerte skulle standse.
- Den dejlige ø, den dejlige ø, hviskede madam Bølling de utallige gange.'

- Herman Bang (1857-1912): 'Tine', 1889.

Forfatterens mål med bogen
Som Tom Buk-Swienty skriver i 'Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864' - og som alle med indsigt i historie og politik er enig med ham i, ændrede den 18. april 1864 Europas historie. Men, en ting er historien og storpolitikken, en anden den menneskelige dimension. Buk-Swienty skriver også: 'Forfatteren til denne bog er vokset op i Sønderborg tæt ved Dybbøl. Som dreng har jeg leget blandt de talrige mindesten over de faldne soldater, som ligger strøet ud over den gamle front oppe ved den berømte mølle. Og ofte har jeg - også når jeg som voksen er kommet tilbage på besøg - tænkt: Hvem var disse mænd? Hvad oplevede de egentlig i aprildagene 1864? Hvad vil det sige at befinde sig midt på en slagmark - og en slagmark, der tilmed ændrede vores historie så markant? I op til næsten hundrede år efter blev der skrevet utallige fremstillinger af krigen. Men efter 1964 var det, som om kronikørerne havde fået nok, og de tav - ud over specialværker og summariske bøger, der giver et bredt overblik over krigen, findes kun lidt for nutidens læsere og da slet intet, der zoomer helt ind på hovedslaget ved Dybbøl og dets historie. At den dag ikke har fået sine kronikører, er særlig bemærkelsesværdigt i lyset af, at der eksisterer en helt utrolig rigdom af førstehåndskilder. I arkiver findes tusinder af breve og dagbogsblade fra krigen.'
Historikerne kan fortælle, at der findes over 3.000 titler om krigen i 1864 - men ingen som denne.

Og han skriver videre: 'Denne bog er dokumentarisk. Alle citater og beskrivelser er baseret på danske og tyske breve, dagbøger, erindringer og samtidige fotografier fra fronten - materiale som kan føre os tilbage i tiden og tage os med midt ind i kamptummelen.'

Og midt i kamptummelen er vi hele vejen igennem: 'Soldaternes ekskrementer, hestemøg, køkkenaffald, afskudte legemsdele og indvolde fra mennesker og dyr, der hver dag sprængtes i alle retninger og ikke altid blev ryddet af vejen, blandedes i et ugudeligt søle - - -.'

'Den 18. april gnaver i vores kollektive ubevidste. I 2006 blev datoen sågar kanoniseret af det officielle Danmark som skelsættende. Men uden at ret mange i dag aner, hvad der skete hin dag i april oppe på Dybbøl Banke. Om dagen - og om dem, som oplevede den - handler denne bog.'

En af bogens styrker - og der er mange - er, at den ser begivenhederne fra begge parters side. Krigens gru blev oplevet ens, uanset om det var østrigere, preussere eller danskere. Det fremgår klart af de mange personlige beretninger såvel de danske som tyske menige. Balance er der også i fremlæggelsen af begivenhederne set fra politikernes side - uden nationalromantik fra forfatterens side, nøgternt og balanceret. Også beretninger fra neutrale parter som fx engelske krigskorrespondenter er med - og det hele er blændende godt fortalt.

Opbygningen af bogen
Bogen er opdelt i fem dele, hver med en række kapitler, i alt 37.

Del 1: Dagen før
Handler helt bogstaveligt om dagen før slaget

Del 2: Vejen til Dybbøl
Starter med 'Handskerne kastes' og belyser hele optakten til krigen i 1864. Både den danske nationalromantiske holdning på baggrund af treårskrigen 1848- 1850, 'Danmark til Ejderen' og 'Thyras Vold'

Del 3: Belejringen
Det indledende bombardement, gravning af løbegrave og livet i skyttegravene beskrives med vægt på den sidste uge

Del 4: Afgørelsen
Det endelige, blodige og katastrofale slag

Del 5: Ærens mark
Om tiden efter slaget set både fra de enkeltes soldaters side og i storpolitisk perspektiv

Epilog: Efterdønninger.

Forhistorien
Selv om det er slaget, der beskrives - og dagene op til slaget og efterdønningerne, omtales naturligvis også årsagerne til krigen. De er analyseret og diskuteret i hundredvis af andre værker. Det var begyndt med Treårskrigen. Slesvig-holstenerne havde gjort oprør i 1848. Det blev slået ned. Og danskerne bildte hinanden ind, at vi havde sejret over Tyskland. Selv om der kom hjælp til slesvig-holstenerne fra Preussen, så var det i realiteten en blodig borgerkrig, der fandt sted. Slaget ved Fredericia og Isted resulterer sammen med et russisk pres i oprørernes overgivelse.

Nationalromantikken blomstrede, tænk bare på Hans Peter Holst (1811 - 1893) 'Slumrer sødt i Slesvigs Jord' med linjerne 'Skøn er døden, som I fik, ingen skønnere der findes' og hans 'Den lille hornblæser', som senere inspirerede til H. P: Pedersen-Dan's monument 'Den lille hornblæser', indviet i 1899 til minde om krigen i 1854. Regeringen er populær, men hertugdømmerne er fortsat en krudttønde, der ikke bliver mindre farlig på grund af en tåbelig dansk sprogpolitik.

Og så kom 1864. Tom Buk-Swienty skriver: 'Når man spørger, hvem der var ansvarlig for krigens komme, må svaret altså være, at spørgsmålet ikke giver mening. For mange faktorer var på spil. - - - Men den tåbelige Novemberforfatning fra 1863 er en af de helt store skurke.' Slesvig blev indlemmet i kongeriget. Danmark til Ejderen. Det var brud på en international aftale, som England, Rusland, Frankrig og Sverige stod bag. 'Fordi man i Danmark vidste, at Novemberforfatningen ville træde så mange over tæerne og sandsynligvis ville fremprovokere en væbnet konflikt, er krigen i overvejende grad Danmarks krig. Med sin nye forfatning, var Danmark langt hen ad vejen aggressoren - - - .'

Rigsrådet havde den 13. november underskrevet forfatningen, der placerede kongerigets grænse ved Ejderen. Den trådte i kraft 1- januar 1984. Og som det er blevet udtrykt, var dette præcist, hvad den tyske jernkansler, Otto von Bismarck satsede på. For så kunne Preussen slå til med sit militær. Han havde behov for en krig. Man kan sige, at den var en generalprøve på de næste to krige mod Østrig i 1866 og Frankrig i 1870. Og grundlaget for den europæiske stormagt Tyskland - og hvad der videre hændte. Og sønderjyderne fik 56 år under tysk styre - og måtte deltage i den ikke mindre blodige 1. verdenskrig.

Enhver hang til nationalromantik, der måtte have været tilbage i sindet, er for altid fjernet grundigt, når man har læst denne bog.

Handskerne kastes
Krigen startede den 31. januar 1864 i Slesvig, hvor den danske hær lå bag Dannevirke eller Thyras Vold, som dette fæstningsværk blev kaldt i folkemunde. Den forenede prøjsisk-østrigske hær befandt sig ved Ejderen, grænsen til Slesvig, 20 kilometer syd for de danske stillinger. Den dag blev den tyske krigserklæring overbragt til den danske øverstbefalende general Christian Julius Frederik de Meza. En udvikling, der havde været forudset længe.

Perioden op til krigserklæringen og de personer, der er involveret beskrives levende og med indsigt. Her som i de øvrige kapitler gives også en række talmæssige oplysninger om antallet af soldater (og senere faldne) på begge sider - på en måde, så det ikke føles som blot en opremsning af tal - men som nødvendige baggrundsinformationer. Senere redegøres også for afskedigelsen af de Meza som overgeneral og indsættelsen af generalløjtnant G. D. Gerlach i stedet. Det er krigsminister Carl Christian Lundbye, der af forfatteren karakteriseres som 'en pedantisk, ærekær og utidigt indblandende skrivebordsgeneral uden forståelse for de faktiske forhold ved fronten', der afskediger general de Meza, efter denne traf 'krigens mest fornuftige beslutning, nemlig at forlade Dannevirkestillingen'; men både konseilspræsident D. G. Monrad og krigsministeren fornemmer, at folkestemningen var imod dette - den uoplyste og forførte folkestemning, kan man vel tillade sig at mene. Senere fik så general G.D. Gerlach, der faktisk overholdt sin - helt urimelige og ukloge forholdsordre om at holde Dybbøl Skanser mod et overmægtigt angreb, samme skæbne: Afsked i unåde.

Styrkeforholdet
Ved krigens udbrud stod godt 10.000 danske soldater over for ca. 40.000 preussere og østrigere - som havde tre års værnepligt og var udrustede med langt mere moderne våben - både artilleriet og geværerne.

Ved selve slaget stod 2.200 udmattede danske soldater, med en reserve på 3.000 mand fra 8. brigade overfor for 11.000, som nævnt, veludrustede preussere.

Slagtebænk Dybbøl
Kapitel 4 i Del 1: Dagen før, hedder lige som bogen 'Slagtebænk Dybbøl'. Det er ikke en journalistisk betegnelse. Det kaldte soldaterne skanserne. De var konstant under et bombardement, der var historiens hidtil voldsomste. Reelt ude af stand til at svare tilbage med blot tilnærmelsesvis samme ildkraft. Det danske artilleri var hovedsagelig glatløbet og ude af stand til at skyde så langt som det riflede preussiske.
Det betød, at de preussiske batterier ved Broager kunne beskyde skanserne, uden at danskerne kunne give igen. Og ud over rækkevidden og det overlegne antal kanoner betød de moderne våben at skaderne stillede helt nye udfordringer til krigskirurgien. Antallet af gennemskudte hovedskaller, oprevne ansigter, smadrede kæber, knuste øjne, åbne halse og maver oversteg alt, hvad man tidligere havde stået overfor.

'Hele 33 batterier var rettet direkte mod danskerne. - - - Han så granaterne - danskerne havde givet dem øgenavne som 'Broagere', 'Agerhøner', 'Storke' - flyve hen over de enorme prøjsiske løbegravssystemer foran sig. Løbegravene var nu næsten helt oppe at røre ved skanserne forude, som strakte de hals for at give de danske stillinger dødskysset. - - - Stedet var helvedes forgård, selv om de danske soldater nu havde en mere prosaisk betegnelse for deres stillinger. De kaldte dem ganske enkelt for Slagtebænk Dybbøl. Et var imidlertid, at her var makabert. Noget andet og måske endnu mere demoraliserende var stedets afsindige trøstesløshed. Det var, som om hele landskabet vred sig i smerte i solidaritet med de hårdtprøvede tropper heroppe.'

Bombardementet fortsatte, næsten industrielt, dag efter dag, nat efter nat uden ophold. Forfatteren fortæller om den lære den prøjsiske hær havde draget af salget om Sevastopol på Krim i 1856. Hvordan man skulle tilintetgøre befæstede forsvarsstillinger, inden man løb storm mod dem med store tab af menneskeliv som følge.

Stormen
Bombardementet startede kl. 04.00 om morgenen den 18. april og der faldt 4.222 granater over skanserne. Pludselig tier kanonerne. Kl. 10.00 begyndte stormen. Over for hver dansk soldat stod fem modstandere. Den første skanse på venstrefløjen erobres efter fire minutter, den sidste efter en halv time. Efter fire og en halv times bestialsk kamp er Dybbøl således uigenkaldeligt tabt, og broerne til Slesvigs fastland brændt. Triumferende telegraferer prins Friedrich Karl til den preussiske kong Wilhelm den 1. i Berlin: Jeg lægger to skanser for Deres Majestæts fødder. (Prinsen var siden marts øverstbefalende over tropperne ved Dybbøl).

Stormen beskrives på mange måder og fra mange perspektiver i bogen. Dels fra breve og dagbøger dels fra en beretning af Holger Drachmann, der den 18. april 1877 besøger slagmarken og taler med en veteran fra slaget: 'De spørger så løjerligt', siger denne, men fortæller så, 'Vi var nu så døve, og vi så ud som om vi havde ligget i en mødding - hvad vi også havde. Om natten hørte vi, hvordan prøjserne gravede og rodede i jorden, kun et par hundrede skridt uden for brystværnet. De havde taget vores skyttegrave dagen i forvejen, og vi havde ikke kunnet drive dem væk. Vi havde dem altså lige inde på livet af os; det vidste vi. Og vi vidste også, at nu måtte det snart blive til noget. Det måtte det også helst, for vi kunne ikke holde det ud længere. Vi sad og lå dvaske rundt omkring, og var så skidne som skarnagre. Ingen skulle have antaget os for danske soldater. Jeg selv havde fået en varm hjerne sprøjtet ind i ansigtet ved sidste skud, som havde taget hovedet af min sidemand. - - - De gør Dem ikke noget begreb om, hvor de dængede os. Og jeg kan slet ikke forklare Dem det, for De vil ikke kunne forstå det. - - - Det var, som om der gik en slibesten rundt i mit hoved, og den går der endnu, når jeg tænker derpå. - - - De myldrede op af jorden foran os i lange rækker, og lige så hurtigt de kom op, så dukkede de sig og løb frem; de forreste med fældede geværer, de andre med dem overkors foran på brystet. . . Vi skød vore geværer af i ansigtet på dem, og så havde vi dem oppe imellem os.' - - - En stor køn prøjsisk karl sprang med sine vandstøvler op på brystet af en af vore og masede hans ansigt. Jeg jog bajonetten igennem ham, og han faldt forover imod mig, og jeg måtte med et støvlespark gøre mig fri for ham. Det var spark mod spark; men jeg holder i grunden ikke af at tænke på det. . . . Så var det, som en med en rigtig tyk kæp langede mig et ordentligt hib ned over den venstre arm. . . . blodet sivede mig ned over fingrene . . . De skød omkring mig og råbte og tudede i horn, men det vækkede mig ikke. Jeg var helt i en døs.'

Gennem hele bogen er der en række beretninger af denne art og en række nøgterne anmeldere skriver åbent om deres følelser, da de læste bogen. Fx skriver Knud Løkke Rasmussen, kommunikationsrådgiver, Hill & Knowlton, på sin blog: 'Det er historien, der én gang for alle rammer en pæl gennem myten om det romantiske slag. Med Tom Buk-Swienty er vi side om side med de danske Jens'er i skanserne. Vi er med dem, når tyske granater flænger og flænser. Når arme og ben brutalt bliver revet af og blod og hjernemasse sprøjter til alle sider. Vi kigger med over skulderen, når sanitetstropperne kæmper med at slæbe døde og lemlæstede væk fra frontlinjen. Vi står i komøg til anklerne sammen med lægerne, der i nedskudte og sønderbombede staldbygninger opererer og amputerer i døgndrift. Der er ikke noget smukt ved den historie. Den er gruopvækkende og bestialsk. Og vigtig ... Som ind i helvede vigtig!'

Kapitlerne 33: De døde; 34: De døende og 35: Fangerne er barsk og alvorlig læsning. Baseret på beretninger fra de, der var med, fra såvel soldater, som læger, Røde Kors-udsendinge og mange andre.

Civilbefolkningen
Blandt de kilder, Tom Buk-Swienty gør god brug af, er krigskorrespondenter, bl.a. de britiske. En af dem,
Edward James Stephen Dicey (1832 - 1911), korrespondent for Daily Telegraph, senere redaktør af Daily News og The Observer samt kendt forfatter af bøger om bl.a. Ægypten og Bulgarien. Han havde tidligere været korrespondent under den Amerikanske Borgerkrig. Om terrorbombardementet af Sønderborg skrev han: 'Folk flygtede fra byen som indbyggerne af Sodoma og Gomorra, de forbandede byer. Der var ingen tid til at tage noget med på flugten. Kvinder med angste, blege ansigter, trækkende småbørn efter sig, skyndte sig bort, gud må vide hvorhen. Gamle mænd, krumbøjede af alder, bevægede sig med besvær og frygtsomt op ad de lange, snoede gader. Nogle af de flygtende bar på bundter med tøj og lagener; andre slæbte et møbel med sig«p. Lig, halvt dækket af det blodtilsølede halm, de lå i, blev båret forbi... mænd med deres ben sprængt bort, deres kroppe revet åbne af granater, og deres ansigter slået ind i en uformelig masse af kød. Det er et syn, der ikke er behageligt at se eller tænke på, når man har set det.'

Heil dir im Siegerkranz
Under slaget spillede et tysk militærorkester i en af de preussiske løbegrave. I sin anmeldelse af 'Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864' i Politiken den 6. juni uddyber Thomas Bredsdorff dette med denne egentlig meget sigende fortælling: 'Heil dir im Siegerkranz' blev serveret som messingsuppe fra den preussiske løbegrav, efter at Düppeler Schanzen-Marsch var klinget af. Senere på dagen sang de preussiske masser sangen på gaden i Berlin, da den storslåede sejr skulle fejres behørigt. Det er Preussens nationalsang. Der er en højere historisk retfærdighed i den absurditet, at denne sang er skrevet af den fromme danske undersåt pastor Harries i Flensborg i 1790, tilegnet hans konge, som på det tidspunkt er den bindegale danske Christian VII, som mildest talt aldrig var blevet behængt med nogen sejrskrans. Som fødselsdagsgave fik han at vide af den stille præst, at »vi alle« hellere end gerne ville »kæmpe og bløde« for ham. Så der skulle såmænd ikke møbleres meget om på teksten, før den kunne bruges som hyldest til preussernes kong Wilhelm - afsunget på melodien til den engelske kongesang 'God save the King". Kan man tænke sig et mere rammende emblem på krigsbegejstringens globaliserede galskab end dette dansk-preussisk-engelske stykke fusionskunst.

'Heil dir im Siegerkranz' blev også flittigt afspillet i Berlin, da nyheden om sejren ved Dybbøl nåede frem. Og man begyndte opførelsen af et af Europas store monumenter: 'Siegessäule' - inden den stod færdig kunne man så nå også at lade den symbolisere sejrene over Østrig i 1866 og Frankrig i 1870 - og over menneskenes dårskab.

Våbenhvile - og næste historie
'Når Dybbøl set fra dansk synsvinkel var så stor en tragedie, så skyldes ikke alene, at tusinder af mænd blev dræbt og lemlæstet til ingen verdens nytte, men også den bitre kendsgerning, at havde danskerne undslået sig blodsudgydelsen, ville de have vundet en sejr og have stået stærkere i de forestående fredsforhandlinger.'

I bogen fortælles om den stupide stædighed Danmark udviste i London i forhandlingerne under våbenhvilen. Det resulterede først i, at kampene starter igen den 25. juni og at Als - efter et nyt blodbad - tabes den 29. juni. Dernæst i tabet af Sønderjylland og Danmarks marginalisering i international politik.

Buk-Swienty arbejder nu på en opfølger til bogen om Dybbøl, der skildrer den anden og sidste halvdel af krigen, Dommedag Als. 29. juni 1864. Historien om det endelige nederlag, der forventes at udkomme i maj 2010. Den blodige prøjsiske erobring af Als den 29. juni er hidtil blevet så godt som fortrængt i dansk historieskrivning, selv om slaget i dramatik ikke står tilbage for stormen på Dybbøl den 18. april. Mere end 3.000 danske soldater blev dræbt, såret eller taget til fange den dag.

Freden blev indgået 1. august 1864. Fredsaftalen blev ratificeret af Danmark 9. november 1864. Ditlev Gothardt Monrad, regeringschef, biskop (1811-1887) holdt sin "galskabstale" om at man skulle have kæmpet til sidste mand og ikke underskrevet Danmarks dødsdom og udtalte, at kongen havde svigtet ham.

I alt blev der dræbt 6.000 danske soldater, et meget stort antal blev alvorligt såret med konsekvenser for resten af deres liv, og 3.500 blev taget til fange.

Om forfatteren
Tom Buk-Swienty (1966-) er lektor ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet, Odense. Han er forfatter, historiker og journalist. Tom Buk-Swienty har været korrespondent i USA i ti år for Weekendavisen. Han var Fellow ved Center for Writers and Scholars på New York Library 2002-2003. I 2008 fik han tildelt et legat fra Augustinus Fonden.

Tidligere har Tom Buk-Swienty udgivet 'Den ideelle amerikaner - En biografi om reformisten, journalisten og fotografen Jacob A. Riis', Gyldendal 2005. Den første danske biografi om Jacob A. Riis (1846-1914), der udvandrede til Amerika og opfandt to journalistiske genrer, dokumentarfotografiet og den undersøgende journalistik. Den er udgivet i USA på forlaget W.W. Norton i 2008 og har fået meget rosende anmeldelser. Desuden ''Ren kjærlighed kan jo aldrig dø' Jacob A. Riis' dagbøger fra Amerika, Gyldendal 2007; 'Købmændenes historie', sammen med Søren Mørch, De samvirkende købmandsforeninger og Gads Forlag 2007; 'Det sidste hus på prærien. Reportager', Forlaget Ajour 2006; 'Amerika Maxima. Rejsefortælling', Rosinante 2002.

Det danske indenrigspolitiske spil
Hele et danske indenrigspolitiske spil gennemgås detaljeret i bogen. Allerede den 9. april sendte den danske overkommando et telegram til krigsminister Lundbye, hvor man fremhæver, at fjendens overlegenhed bliver større for hver dag, så man er nødt til at overveje tilbagetrækning. Svar 11. april: 'Dybbølstillingen skal holdes for enhver pris'.

Natten til 14. april erobrer modstanderne de sidste danske skyttehuller og terrænet lige foran skanserne. De danske officerer er klar over, at rømning er det eneste forsvarlige. Der følger en telegrafdiskussion mellem stabschef, oberstløjtnant Stjernholm og krigsministeren. Den ender med, at Carl Christian Lundbye telegraferer: 'Overkommandoen har frie hænder. Regeringen stoler på den såvel i militær som i politisk henseende.' Den forholdsordre varede i præcis seks timer, så kom der et nyt telegram fra forsvarsministeren: 'Den danske regering fastholder sin tidligere udtalte anskuelse om vigtigheden af at holde stillingen, selv om det skulle resultere i forholdsvis betydelige tab.'

Han havde drøftet sagen med regeringens chef, konseilspræsident G. Monrad, den store oratoriker (og, viste det sig senere, psykisk ustabil). Han havde sagt: 'Lykkes det at slå prøjsernes storm tilbage, vil den gamle ånd fra 1848 blive genoplivet.' Så ville Danmark, efter hans mening, vinde hæder og respekt i udlandet, og man ville kunne få en helt anderledes fordelagtig fred, når der snart skulle holdes en international fredskonference i London.'

Og overfor de ord og den holdning, som både regering og overkommando var for svage til at modsætte sig, kan man fra 'Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864' citere: ‘ . . . han stod ganske roligt og talte til mig, pludselig kom en granat, og hovedet var borte. Det er et uhyggeligt syn, men det er noget, soldaterne må finde sig i.' Sådan skrev korporal Rasmus Nellemann i et brev til sin bror, 17. april 1864.

Man kan læse denne bog på mange måder: Som en historisk beretning, som en historisk beretning, der er med til at perspektivere moderne historie - både europæisk og i virkeligheden også verdenshistorisk, når man tænker på Tysklands rolle og udvikling, man kan også læse den og tænke på Danmarks deltagelse i krigshandlinger i dag. Bl.a. Afghanistan, hvor danske politikere rejser til for at lade sig fotografere i M/84 i ørkenudgaven. Man kan spekulere over, om det materiel, der stilles til rådighed for danske soldater er tidssvarende og hensigtsmæssigt under de givne forhold - der har været eksempler på det modsatte. Der har været tale om, at vejsidebombernes effekt kan dæmpes med moderne teknologi - fx robotter, men deroverfor har der været peget på økonomien. Hvad er prisen på et menneskeliv? Har vi lært noget? Det ser ud til, at nogle af de store lande har lært deres lektie, ved at holde sig meget i baggrunden, når NATO drager i krig.

En vigtig og nødvendig historisk beretning
I sine indledende synspunkter taler Tom Buk-Swienty om, at der reelt ikke findes en tidssvarende beretning om dette slag og denne afgørende periode i Danmarks historie. Man må give ham ret i, at der i høj grad er behov for en beretning, der henvender sig til nutidens læsere, så de kan se nutidens beslutninger i lyset af beretningen om skæbnen for de helt almindelige mennesker/soldater/civile, som får konsekvenserne af beslutningerne at mærke.

Ud over alle dem, der i almindelighed er interesseret i at læse denne bog, bør 'Slagtebænk Dybbøl. 18. april 1864' være pligtlæsning for de til enhver tid siddende medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg, for forsvarsministeren og dennes ministerkolleger - og for de ansatte i Forsvarskommandoen - og for alle de, der højrøstet plæderer for Danmarks deltagelse i krigshandlinger - uden selv at risikere noget.

Som indledning til denne anmeldelse blev anvendt et citat fra Herman Bangs 'Tine', der blev skrevet med krigen i 1864 som det bærende tema. Som 7-årig oplevede Herman Bang selv den flygtende danske hærs march gennem Horsens - og sin mors voldsomme følelser. Han skriver i indledningen til 'Tine': 'Jeg tror, at dette ene billede af flugt og hast og skændsel har været nok til at gennemtrænge hele mit liv. Jeg føler endnu dets minutters angst i min pen, når jeg skal skildre sammenstyrtning, tilintetgørelse, død, ruin... og siden har samme indtryk forklædt sig gang efter gang i billeder af ruin - indtil denne dag, hvor det helt tog magten og helt ville udformes i denne bog.'

Tom Buk-Swienty fortæller om, hvordan han som dreng færdedes på den gamle slagmark og om de følelsesmæssige spor, det satte sig hos ham. Denne anmelder må erklære sig helt enig med Erik Ingemann Sørensen, der i sin omtale af bogen på www.historieonline.dk skriver: 'Om nogen har skildret chokket og nederlaget - hele sårfeberen fra Dybbøl - med dyb indlevelse og følsomhed, er det netop Herman Bang. Kapitel 2 i romanen, hvor der læses højt af netop P. V. Groves reportager fra Dannevirke - mesterligt sammenklippet og efterredigeret af Herman Bang - er en af de stærkeste tekster om 1864 i dansk litteratur. Med sin fremragende bog "Slagtebænk Dybbøl" har Tom Buk-Swienty som journalist og historiker rejst en lige så stærk og følsom stele over det selvskabte nederlag som Herman Bang. Intet mindre.'

Supplerende læsning og links

Kåringen af årets historiske bog 2009

historie-online.dk

Thomas Bredsdorff: 'Jern, blod- og dumhed', Politiken 6. juni 2009

Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt
'1864';
Jyllands-Postens Forlag, 2007.
ISBN 978-87-7692-041-8.

Krigen i 1864 - tidstavle

Historiecenter Dybbøl Banke

Om G. Monrad