
KØBENHAVN: I sidste uge godkendte et flertal i teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune, bestående af Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og Liberal Alliance startredegørelsen for et omstridt boligbyggeri, Amager Fælled Kvarter, nu kaldet Ørestad Fælled Kvarter. Radikale, SF og Enhedslisten stemte imod.
Byggeplanerne på fælleden har skabt debat og megen modstand, og en underskriftindsamling mod projektet har indtil nu samlet knap 40.000 underskrifter. Protesterne går bl.a. på, at det planlagte byggeområde rummer en 5.000 år gammel strandeng med meget sjælden natur.
Et potentielt flertal for at flytte byggeriet væk fra fælledens gamle strandeng til et andet sted på fælleden, er indtil videre ikke lykkedes, fordi man ikke kan blive enig om, hvad den alternative løsning så skal være.
Svært at blive enige
Hvis det skal lykkes at flytte byggeriet, skal man altså blive enige, og derfra skal der været et flertal i Folketinget for at åbne Ørestadsloven, ændre beslutningen om, at byggefeltet skal ligge syd for Grønjordssøen, samt finde et andet område, hvor fredningen så skal ophæves.
Alt dette er betinget af, at politikerne i Borgerrepræsentationen først kan blive enige om et alternativ. Og her er der ikke den store enighed, mens mange forslag og ideer er i spil.
Amager Fælled er fredet ved lov, så uanset hvad man kan blive enige om, skal det godkendes i Folketinget.
Nu skal forvaltningen se på de miljømæssige konsekvenser og vurdere, om der skal udarbejdes en miljørapport. Herefter forventes forslag til lokalplanen klar til vedtagelse medio 2017, hvorefter den skal i offentlig høring.
Vil have Folketinget til at stoppe det
Det kommende Ørestad Fælled Kvarter kommer til at huse op mod 2.500 boliger, men det er et stykke helt unikt natur, der vil gå tabt, hvis der placeres boliger på Amager Fælled, mener Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding.
Enhedslisten og Alternativet står bag et folketingsforslag om at standse byggeprojektet med den overordnede begrundelse, at det er en dyr pris, byen betaler for at beslaglægge og bygge i og på de naturåndehuller, der er tilbage tæt på storbyen og inden for kommunegrænsen.
Flere andre partier i Københavns Kommune har forsøgt at at redde naturområdet. SF har forsøgt at få kommunen til at se på alternative muligheder, og de Radikale har også prøvet at få flertal bag en redning af grunden, men der har ikke været flertal for nogen af forslagene.
Amager Fælled-grunden huser flere udsatte og truede plante- og dyrearter, som trives på området, mens de omkringliggende arealer er artsfattige og ikke rummer de naturkvaliteter som den uberørte, årtusindgamle strandeng.
Folketinget førstebehandlede beslutningsforslaget i forrige uge, og det skal nu til udvalgsbehandling, hvorefter det kommer til afstemning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.