Tre socialdemokratiske borgmestre sendte torsdag aften et brev til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), hvor de kritiserer beslutningen om, at et nyt udrejsecenter skal ligge på Langeland. Det skriver bt.dk.
- Vi er fuldstændig uforstående overfor denne beslutning, står der i brevet sendt af borgmestrene i Faaborg-Midtfyn, Hans Stavnsager, Svendborg, Bo Hansen og Ærø, Ole Wej Petersen.
De fremhæver i brevet, at Bagenkop, hvor udrejsecenteret skal placeres, er et lille samfund med bare 460 indbyggere, der i mange år har kæmpet en hård kamp for at bremse en negativ udviklingsspiral.
- I kraft af en bemærkelsesværdig indsats fra ildsjæle, foreninger, erhvervsliv, kommune, m.fl. er det på mange punkter lykkedes, skriver de i brevet.
Men det vil placeringen af et udrejsecenter ødelægge fuldstændig, skriver de tre borgmestre.
De frygter også, at det vil have en negativ afsmitning på hele Langeland og dermed også hele det sydfynske område.
Ingen ønsker det som nabo
Mattias Tesfaye fremhævede flere gange i dag på et borgermøde, at udrejsecenteret skal placeres et sted, og at ingen ønsker et sådant center som nabo.
Det har de tre borgmestre forståelse for, men de forstår ikke, hvorfor det skal være Langeland.
De peger på, at Langeland i forvejen gennem flere år har løftet en stor opgave i forhold til håndteringen af asylansøgere, og at der er placeret to statsfængsler i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Der kan således ikke være tvivl om, at Langeland og Sydfyn har løftet sin del af opgaven, mens mange andre landsdele – herunder langt mere ressourcestærke områder i landet – stort set har kørt på frihjul, skriver de tre socialdemokratiske borgmestre.
- Man placerer et tungt åg på de smalleste skuldre, lyder det.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.