
Socialdemokratiet i Region Hovedstaden genudpegede egentlig Sophie Hæstorp som KV21-spids 18. oktober, men så gik overborgmester i København Frank Jensen (S) pludselig af efter en række #MeToo-sager, hvilket fik regionsformanden til at styre sin politiske ambition i kommunal retning. 8. november var hun nu udpeget som spids i Københavns Kommune i stedet for.
Den tomme plads efter hende øverst på den regionale stemmeseddel fik 22. december regionsrådsmedlem og gruppeformand Lars Gaardhøj til at erklære sig interesseret, og formanden for S i regionen, Jan Ankler, oplyser til DK Nyt, at der ikke kom andre interne kandidater inden fristens udløb 1. januar, så kandidatudvalget vil dermed godkende Gaardhøj som ny spids.
Den første regionsrådsformand i regionens historie var Vibeke Storm Rasmussen (S), som Hæstorp afløste efter KV13. S sidder på 13 ud af 41 pladser, og 46-årige Gaardhøj blev første gang valgt ind ved KV09 - på det 41. mandat. I dag er han medlem af både sundhedsudvalget og forrretningsudvalget.
Til TV2 Lorry har han selv kaldt arven efter Hæstorp tung at løfte, ikke mindst fordi der venter en stor udfordring ved navn corona og dens efterskælv.
Den nyerklærede kandidat påpeger her, at han som budgetpennefører – i samarbejde med Sophie Hæstorp – ved de seneste syv budgetter og som konstitueringsforhandler ved de seneste to regionsrådsvalg har solid erfaring med den politiske gang på regionsrådsgangene i Hillerød.
I Høje-Taastrup er der ny spids for LA, der med bare 197 stemmer og Nikolaj Vester som spids ikke kom i byrådet ved KV17. Ny spids er Danny Malkowski, fremgår det af hans egen hjemmeside.
LA-politikeren har suppleret i Folketinget et par måneder i 2016 under daværende MF Laura Lindahls barsel og er i dag også suppleant for Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der siden er blevet løsgænger. Malkowski blev efter KV17 førstesuppleant til Borgerrepræsentationen i København.
I Hedensted er der udskiftning hos SF, idet Mads-Peder Winther Søby nu afløser veteranen Torsten Sonne Petersen som spids. Torsten Sonne oplyser til DK Nyt, at han når at blive 70 år inden valget, så det er på tide at stoppe. Han har været med i byrådsarbejdet i ti år i Hedensted, og før det i tre valgperioder i daværende Juelsminde Kommune.
Mads-Peder Winther Søby stillede også op ved KV17 uden at komme ind blandt de 27 byrådsmedlemmer, hvor Torsten Sonne er ene fra SF.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.