Der er nu kommet de første tal på, hvor effektive coronavaccinerne er i Danmark. Vaccinen fra Pfizer/BioNTech har vist en effektivitet på 64 pct. for plejehjemsbeboere og 90 pct. for social- og sundhedspersonale. Det viser en undersøgelse fra Statens Serum Institut (SSI), der er den første af sin slags i Danmark.
Undersøgelsen er lavet ved at sammenligne smitten blandt en gruppe af vaccinerede med en gruppe, der ikke har fået vaccinen. Effektiviteten er et tal for, hvor god vaccinen er til at reducere risikoen for sygdom. Det er målt ved at se på, hvor mange der er blevet syge med coronavirus, syv dage efter at de fået andet stik med vaccinen, sammenlignet med den anden gruppe.
- Kombineret med den meget høje vaccinationstilslutning blandt plejehjemsbeboere lover det godt for at kunne kontrollere spredningen af covid-19 på plejehjem. Og for at beskytte denne gruppe, som er i høj risiko for alvorlig sygdom, siger konstitueret afdelingschef Palle Valentiner-Branth fra SSI.
Der er ikke set på risikoen for indlæggelser og død i undersøgelsen. SSI skriver, at det godt kan være, at vaccinerne giver mildere forløb for dem, der bliver smittet, selv om de har fået vaccinen. Det vil SSI belyse yderligere.
I det forsøgsstudie, som Pfizer/BioNTech har fået godkendt vaccinen på i EU, har vaccinen en dokumenteret effekt på 95 pct. Det kan ikke direkte sammenlignes med SSI's undersøgelse, hvor der indgår 39.040 beboere på plejehjem og 331.039 sundhedsarbejdere.
Læs mere om undersøgelsen på Statens Serum Instituts hjemmeside.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.