
Forsyningen af gas er bedre nu end for to år siden, og derfor sænkes kriseniveauet på gasområdet. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen ophæver dermed en erklæring om såkaldt "early warning", der fungerer som et signal til aktørerne på gasmarkedet om at forberede sig på en forsyningskrise. Det er det laveste af tre beredskabsniveauer. I Danmark blev det indført 20. juni 2022.
- Vi sænker kriseniveauet, fordi vi står et langt bedre sted, end da vi hævede det i 2022. Vi er ikke længere afhængige af russisk gas, som vi har været før. Vi har formået de senere år at ændre situationen, som var meget kritisk i 2022, siger Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw.
Kriseniveauet "early warning" blev indført, fordi importen af russisk gas til EU faldt markant efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Det faldt fra omkring 40 pct. i begyndelsen af 2022 til under 10 pct. ved udgangen af samme år. I Danmark er der praktisk talt intet brug af russisk gas, oplyser Energistyrelsen. Det udløste høje gaspriser, og det udfordrede forsyningssikkerheden.
Mere robust gasmarked
Men nu ser situationen lysere ud, og kriseniveauet kan sænkes.
- Det vil sige, at vores forventninger til gasmarkedet også fremover er, at man ikke skal være nervøs for, at markedet udvikler sig negativt, siger Kristoffer Böttzauw.
Direktøren peger på, at gasforbruget i Danmark er reduceret med 22 pct. fra august 2022 til marts 2024, når man sammenligner med de foregående fem år.
- Vi har også 37 pct. biogas i det danske ledningsnet, vi har gaslagre, der er næsten 60 pct. fyldte, og så har vi fået adgang til norsk gas og mere dansk gas i form af Baltic Pipe-ledningen og Thyra-feltet, der er på vej op, siger han.
Kristoffer Böttzauw forklarer, at gasmarkedet er blevet mere robust nu end tidligere. Men derfor kan det naturligvis ske, at man må indføre "early warning" igen.
- Men hvor vi tidligere var afhængige af enkelte lande, så skulle det nu være ekstreme kuldeperioder i Europa eller et ekstremt stort gasforbrug, der kunne få os derop igen, og ikke så meget adgangen til gas. Så vi står langt bedre rustet nu, fordi vi har et mindre forbrug, mere biogas og adgang til andre markeder, siger Kristoffer Böttzauw.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.