Når 13 statslige institutioner med 1933 arbejdspladser de kommende måneder flytter over Storebælt, følger kun tre direktører med. Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har gennemført blandt de statslige institutioner, der flytter mere end 50 medarbejdere til Fyn og Jylland.
På disse 13 arbejdspladser har 625 medarbejdere kvittet jobbet, siden planerne for udflytningen blev kendt. Tallet kan stige yderligere, når flyttedatoerne for mange af medarbejderne rykker nærmere.
Særligt på ledelsesgangene vægrer man sig mod udflytningen. Seks statslige arbejdspladser har måttet rekruttere nye direktører til at opbygge den nye organisation i provinsen. Tre institutioner rykker de statslige job ud uden at tage et eneste direktionsmedlem med.
- Det vækker klart bekymring, når de udflyttede styrelser bliver drænet både på ledelsesplan og nøgleposter. Det kan give dårligere offentlig styring som konsekvens, siger professor i offentlig ledelse på Roskilde Universitetscenter, Jacob Torfing, til Jyllands-Posten, mens professor i ledelse og offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, kalder det 'uforståeligt, at man har turdet at gøre det'.
Vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Inge Friis Svendsen erkender i en mail til Jyllands-Posten, at opgaveløsningen i de udflyttede, statslige institutioner kan blive mindre effektiv i en overgangsperiode.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.