På et pressemøde i Glasgow, Skotland, hvor der er klimatopmøde, lover Mette Frederiksen (S) svar på centrale spørgsmål i sagen om slettede sms'er, som kan belyse, hvad der skete, da beslutningen om at aflive millioner af mink uden lovgrundlag blev truffet i 2020.
- Der er stillet en række spørgsmål fra medier og Folketinget, og de spørgsmål vil Statsministeriet selvfølgelig svare på, siger hun.
Mette Frederiksen har tidligere sagt, at hun af sikkerhedshensyn er blevet rådgivet i Statsministeriet til at slå en funktion med automatisk sletning til. Modtagerne af beskederne er dog ikke blevet bedt om at slette deres.
Den automatiske sletning betyder, at Granskningskommissionen, også kaldet Minkkommissionen som udgangspunkt er afskåret fra at undersøge en del af kommunikationen i dagene omkring beslutningen om at aflive mink i Danmark.
Ventede på svar i flere måneder
I over fire måneder ventede Granskningskommissionen på sms-beskeder fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), før Statsministeriet oplyste, at sms-beskeder fra den relevante periode var blevet slettet. Det skriver B.T. mandag.
29. april bad kommissionen de relevante ministerier for dens undersøgelse om at sikre telefonisk materiale fra perioden op til og omkring beslutningen om at aflive alle mink.
I nogle ministerier førte det til påbud om ikke at slette materiale, herunder sms-beskeder. Ifølge Jyllands-Posten har både Justitsministeriet og Miljøministeriet bedt medarbejderne om ikke at slette sms-beskeder.
I Statsministeriet har fire personer, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), haft en praksis med automatisk sletning af sms-beskeder. I statsministerens tilfælde efter 30 dage. Den information gav Statsministeriet først til kommissionen 8. september - altså over fire måneder efter at den henvendte sig.
Fik ikke svar
Ud over statsminister Mette Frederiksen mangler der sms-beskeder fra departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape.
Granskningskommissionen oplyser til TV2, at den fem dage senere, 13. september, beder Statsministeriet om at gendanne sms-beskeder - uden at få svar. 29. oktober kunne Justitsministeriet oplyse, at det efter aftale med Statsministeriet havde sat politiets teknikere til at forsøge at genskabe sms-beskederne.
Det var tre dage efter, at B.T. som det første medie kunne berette, at der var slettet sms-beskeder på stabschef Martin Justesens telefon. Nogle sms-beskeder fra eksempelvis Barbara Bertelsen og Pelle Pape har været forelagt kommissionen. Men det er udelukkende, fordi kommissionen har fået beskederne udleveret af modtageren.
Ritzau
Ændring 13:55: Kommentar fra Mette Frederiksen tilføjet, og rubrik ændret fra "Kommission ventede flere måneder på sms-svar fra Statsministeriet".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.