Både regionerne og sygeplejerskerne mener, at mulighederne for at løse den igangværende konflikt på sygeplejerskernes område ved forhandlingsbordet er udtømte.
Men hvis de håber, at regeringen kommer dem til undsætning, må de væbne sig med tålmodighed. For statsminister Mette Frederiksen (S) har ingen hensigt om at blande sig i den konflikt.
Det siger hun forud for regeringens konference i Fredericia tirsdag formiddag.
- Jeg ved godt, at det er en svær tid og en svær situation. Men vores arbejdsmarkedsmodel, som er helt unik og noget meget særligt og en af de væsentligste årsager til, at vi har så godt et samfund, som vi har, bygger på en meget klar opgavefordeling. Når der er en lovlig konflikt i gang, skal vi politikere trække os et skridt tilbage.
Seks gange udvidet
Konflikten blev udløst af, at medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd to gange afviste de overenskomster, som blev forhandlet på plads med arbejdsgiverne - som for flertallet er en af de fem regioner.
De første sygeplejersker begyndte at strejke 19. juni. Siden da er antallet af strejkende sygeplejersker blevet udvidet seks gange.
Danske Regioners chefforhandler, Anders Kühnau (S), har meddelt, at han mener, at mulighederne ved forhandlingsbordet er udtømte.
Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, har direkte sendt et brev til statsministeren, hvori hun beder regeringen om at hjælpe med at finde en løsning.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.